Ny stor-rådgivning er født

Gefion og DLS er nu blevet slået sammen, efter

Tirsdag aften stemte et flertal blandt både Gefion og Dansk Landbrug Sydhavsøerne (DLS) for at slå deres rådgivninger sig sammen.

Opbakningen var størst hos DLS, hvor 128 stemte for og 11 imod.

"Så det var klar tale. Der var ikke de store negative røster," siger John Nielsen, formand for DLS.

Hos Gefion stemte et lidt større mindretal imod fusionen med 180 stemmer for og 36 imod, altså et mindretal på knap 17 procent imod.

"Jeg er meget glad for den tillid, som medlemmerne har vist os i dag. Og der er ingen tvivl om, at der ligger en stor opgave foran os, og den både kan og skal vi levere på," siger Torben Hansen, formand for Gefion.

Hos DLS er man ikke overrasket over, at der var en modstand blandt nogle Gefion-medlemmer. En stor svineproducent, Peter Kjær Knudsen, havde i et åbent brev opfordret til at stemme imod.

"Der var større modstand i Gefion, men det havde vi jo godt lyttet os til, at der ville være," siger John Nielsen.

Han siger, at det var Torben Hansen som i første omgang spurgte, om DLS var interesseret i en fusion.

"Vi har ikke været til salg på nogen måde. Vi kunne sagtens have fortsat på egen hånd," siger John Nielsen.

Så du kan ikke genkende idéen om, at det alene er jer, der vinder på en fusion?

"Nej, det kan jeg ikke. Vi har mange andre stærke sider, der gør, at vi ikke var nødsaget til det," siger han.

Han pointerer, at Gefion har mange ydelser, som de ønsker at levere til DLS' medlemmer og derved opnå en mere specialiseret rådgivning.

Skæringsdatoen for fusionen er 1. januar 2017, men en decideret sammenlægning vil ske i løbet af et det næste halve år, hvor der også skal findes et nyt navn for rådgivningen.

Den næste tid får rådgiverne travlt med kundebetjening, hvorfor fusionen vil ske i et tempo, så dette arbejde ikke forstyrres, siger han.

Fusionen har blandt andet været begrundet i, at man kunne opnå besparelser for dobbeltfunktioner - og disse besparelser skal findes det næste halve år.

Ledelsen vil bestå af de to direktører for hhv. DLS og Gefion med Mads Birk Kristoffersen, Gefion, med den overordnede funktion.

Foreningerne Dansk Landbrug Sydhavsøerne og Gefion skal hver vælge tre bestyrelsesmedlemmer, der skal repræsentere foreningen i rådgivningsbestyrelsen. Rådgivningsbestyrelsen samles om aftenen mandag den 6. marts, hvor bestyrelsen konstitueres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle