Ny svine-direktør: Her er vores største udfordring

Med en forholdsvis ny bestyrelse og en helt ny direktør i Danske Svineproducenter bliver foreningens største udfordring manglende erfaring, lyder det fra den kommende direktør Per Bardrum.

Når Per Bardrum 1. maj sætter sig i direktørstolen for Danske Svineproducenter, er der en helt bestemt udfordring, han skal tage fat på i organisationen.

Det er nemlig manglende erfaring på både bestyrelses- og organisationsniveau. 

"Det klares kun gennem hårdt arbejde og ved at trække på gode, erfarne kræfter i vores netværk. Hårdt arbejde og et kanon godt samarbejde er det, der skal til", siger han.

Han fortæller, at bestyrelsen er ung, mens han selv har haft sin gang i branchen i mange år. Det ser Per Bardrum som en fordel. 

"Jeg kan i høj grad bruge min erfaring og viden om den historiske udvikling af svineproduktion og organisationerne omkring svineproduktion. Der ser jeg mig som et godt match med den unge bestyrelse, og vi bliver et godt supplement til hinanden", siger han. 

"Bestyrelsesmedlemmerne vil have en form for netværk, og jeg vil have en anden form for netværk, så på den måde kan vi komplimentere hinanden". 

Alle skal ønske at være medlem

Den kommende direktør mener, at Danske Svineproducenter både skal have fokus på den faglige og politiske del og på at hverve flere medlemmer. 

Noget af det første, der skal gøres er, at undersøge, hvilken rolle foreningen skal spille i dagens Danmark, og hvordan foreningen skal udvikle sig.

"Det går lige fra, hvordan vi skal involvere os i forhold til det faglige, hvordan skal vi involvere os i forhold til det politiske, hvordan vi skal udvikle vores medlemsorganisation, og hvilke sociale tiltag skal vi have", siger Per Bardrum.

"Det store mål må dybest set være, at samtlige svineproducenter synes, de ikke kan undvære et medlemskab hos os", siger han. 

Per Bardrum blev onsdag offentliggjort som kommende direktør. Derfor kan han endnu ikke fortælle om konkrete planer for hans kommende direktørperiode.

Stabilt medlemstal

Danske Svineproducenters medlemstal er stabilt på omkring 900. Foreningens formand, Torben Hauskov, finder det positivt. 

”Når det går lige ud, vil jeg tage det som en fremgang, fordi der bliver færre og færre producenter”, siger han, men uddyber, at han selvfølgelig gerne vil have, at medlemstallet stiger. 

”Jeg synes jo, at det skulle være sådan, at alle danske svineproducenter vil være medlem hos os – det vil jeg lægge mig i selen for. Jeg er godt klar over, at vi ikke får 100 procent af de danske svineproducenter, men jeg går efter, at der skal være flere medlemmer”, siger Torben Hauskov. 

Torben Hauskov er selv forholdsvis ny på formandsposten, efter han i januar blev valgt som formand i foreningen.   

”Nu er der jo blevet skiftet lidt ud i bestyrelsen, og nu kommer der en ny direktør. Det har været lidt uroligt, og nu skal vi for alvor i arbejdstøjet. Med ny mand både på direktørstolen og på formandsposten skal vi jo til at vise, at vi er de rigtige til at sidde på posterne”, siger Torben Hauskov. 

”Vi kan ikke love, at vi kan påvirke alle sagerne, men vi kan love, at vi vil kigge på dem, og at vi vil gøre alt for at påvirke dem i den rigtige retning, så vi får så gode vilkår som overhovedet muligt”.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle