Nyt DC-tilbud skærper kampen om grisene

Det nye tilbud skal give op mod en million flere slagtninger på Danish Crowns slagterier. Tican evaluerer nu deres eget tilbud til nye leverandører.

Tirsdag meldte Danish Crown ud, at man vil betale 50 øre mere for hvert ekstra kilo leveret svinekød til selskabets slagterier.

Og det er et modtræk, der tegner banen op i kampen om nye slagtesvin.

Sådan lyder det fra Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

»Det giver konkurrence for fuld udblæsning, og man kan forestille sig, at Tican kan komme med noget nyt inden for nær fremtid. Det kan helt sikkert få nogle producenter til at overveje at opsige deres nuværende kontrakter og levere til Danish Crown frem for Tican og omvendt,« siger Henrik Mortensen.

Stort fald

Danish Crowns tilbud til de danske svineproducenter kommer ifølge selskabet selv som en reaktion på den faldende tilgang af slagtesvin på de danske slagterier.

»Vi har i de sidste år set et stort fald i antallet af slagtesvin, det har accelereret i 2017, og vi kigger lige nu ind i et råvaregrundlag, der vil falde 6-7 pct. i år. Det er så stort, at vi er nødt til at reagere,« siger Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown, og fortæller, at det er slagterikoncernens ambition, at den nye belønning skal give en halv til en hel million flere slagtninger om året.

»Det er ambitiøst, men vi mener, at tillægget gør en forskel, der kan fastholde en del af smågrisene i Danmark,« siger han.

Tican overvejer

Slagterikonkurrenten Tican udlovede i april bl.a. et tillæg på 50 øre pr. kg. til nye leverandører, og det nye tiltag fra Danish Crown får nu ledelsen i den tyskejede koncern til at se deres eget tilbud igennem en ekstra gang.

»Vi skal nu have analyseret på, om vores tilbud er lige så attraktivt, og ellers må vi kigge lidt på det. Vi har jo en stående aftale med vores leverandører om, at set som helhed leverer vi den bedste pris, og det skal vi leve op til. Så må vi se, om der er nogle ting, vi skal have justeret på,« siger Ove Thejls, adm. direktør i Tican, der dog generelt ser med interesse på Danish Crowns nyeste tiltag.

»Det er jo positivt, hvis det kan give nogle flere slagtninger på de danske slagterier, og de to tilbud (fra Tican og Danish Crown, red.) må formentlig kunne animere nogle til at investere lidt yderligere i vækst,« siger han.

En lignende opfattelse deler også Tove Goldbeck Jensen, Svinerådgiver hos Vækst.

»Det nye tiltag kan måske nok være med til at holde flere grise i landet, for alt, der hjælper på, at noteringen bliver højere og økonomien bedre, er med til at mindske eksporten af smågrise, « siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle