Nyt fermenteret foder stabiliserer vådfoderanlæg

Vådfodereksperten fermenterer biprodukter fra fødevareindustrien

Fermenterede biprodukter fra fødevareindustrien bliver nu et nyt fodermiddel til svin, der samtidig kan stabilisere vådfoderanlæg.

Vådfodereksperten Jens Legarth er gået sammen med flere virksomheder om at lave det nye fodermiddel der består i, at biprodukterne under høj hygiejnekontrol fermenteres med mælkesyrebakterier.

Produktet, der er døbt Fermenteret Mos, vil dermed indeholde aktive mælkesyrebakterier i stil med A38, som mange svineproducenter tilsætter vådfoderet for at få den rette surhedsgrad.

"Hygiejnemæssigt holder produktet en standard, der svarer til fremstilling af fødevarer, og vi har valgt bakterier der kan styre fermenteringsprocessen i vådfodertanken. Med produktet opnår man noget af det samme, som da man for 15 - 20 år siden kunne købe god, syrnet valle," siger Jens Legarth.

"Samtidig er det en utrolig billig måde at fremstille syre på. Produktet vil blive solgt som foder. Det skal bruges inden for en uge, og i et almindeligt vådfoderanlæg vil der skulle tilsættes minimum 10 procent af vådfodersuppen, hvis det skal styre biologien i vådfoderet, men man kan også bruge det som et helt almindeligt foder i meget høje koncentrationer," tilføjer Jens Legarth.

Rengøring

Vådfodereksperten rådgiver og hjælper besætninger landet over med fermentering af vådfoder. Kernen i Jens Legarths opskrift på fermentering, som han har udviklet i samarbejde med blandt andre den engelske professor Peter Brooke, er, at det er hele foderet og ikke kun kornet der fermenteres.

Det er hidtil gjort i en særlig fermenteringstank ved tilsætning af mælkesyrebakterier.

Fermenteret Mos kan netop bruges til at sikre en stabil fermentering, hvor landmanden kan bruge den som opstart i sin fermenteringstank. Herved vil fejlfermentering helt kunne undgås, siger Jens Legarth.

"I nogle tilfælde vil det være nødvendigt først at rengøre og desinficere vådfoderanlægget for at få bugt med negative mikroorganismer," siger Jens Legarth.

Han tilføjer, at den fermenterede mos i afprøvninger har vist en god evne til at gelere vådfoderet, så det ikke afblander i rørene.

Fermenteret Mos er et flydende produkt med et tørstofindhold på 9 procent, og det leveres med tankvogn.

Jens Legarth anslår, at der i løbet af det kommende år vil kunne produceres op til 200.000 ton.

Fermenteret Mos vil blive præsenteret på Agromek, hvor Vådfodereksperten er at finde i hal J1.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle