Nyt klimaudspil vil ramme Danmark - og landbruget hårdt

Landbruget kan særligt blive taberen i EU's nye klimapakke.

Danmark får nu regningen for at støtte ambitiøse EUklimamål frem mod 2030. Det skriver Finans.

Når EU-Kommissionen i dag, onsdag, fremlægger et udspil til, hvordan reduktionen i CO2 skal fordeles mellem EU’s 28 medlemslande, ventes Danmark at blive mødt med et krav om at sænke sin udledning med lidt under 40 pct.

Det præcise tal står først klart, når forslaget her til formiddag er blevet godkendt på et møde mellem EU’s samlede kommissærhold, men det ligger allerede fast, at Danmark vil blive et af de lande, som skal bære den tungeste byrde, erkender energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

»Danmark er et af de lande i EU, der gør mest for grøn omstilling. Vi påtog os et af de højeste reduktionsmål i perioden frem mod 2020, som vi faktisk overopfylder ganske pænt. Men det ændrer ikke på, at vi får et af de højeste reduktionsmål frem mod 2030, for indsatsen fordeles efter velstand og evnen til at betale, og ikke hvem der allerede har gjort en masse for grøn omstilling,« udtaler han i en e-mail til Finans.

Landbruget kan blive ramt

Kommissionens udspil drejer sig om CO2-udslip i de sektorer, der ikke i forvejen er kvotebelagte.
Med andre ord er det primært »biler, bønder og boliger,« der bliver ramt, erkender ministeren, og den konkrete fordeling af regningen vil først blive afgjort igennem »lange og hårde« politiske forhandlinger.

»Resultatet bliver ikke bare definerende for Danmarks overordnede energi- og klimapolitik i de næste 15 år. Det får også stor betydning for vores landbrugs- og transportpolitik,« fastslår ministeren.

Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi, peger dog på forhånd på landbruget som taberen. Selv hvis transportsektoren elektrificeres, og spild fra boligmassen sænkes, vil der derefter kun være landbruget tilbage til at holde for.

»Så et i forvejen konkurrenceudsat erhverv risikerer at skulle levere en ordentlig klump,« siger Stouge til Finans.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle