Af Mickey Gjerris, medlem af Det Etiske Råd.
En af forårets mere intense fødevaredebatter handlede om Etisk Råds rapport om de etiske aspekter af vores fødevareforbrug. Diskussionen endte hurtigt som en diskussion for eller imod en isoleret afgift på oksekød, og i kampens hede lykkedes det ikke altid at få den sammenhæng med, som forslaget blev fremsat på baggrund af.
Klimaforandringerne er imidlertid ikke forsvundet over sommeren – tværtimod. Den globale temperatur stiger med alarmerende hast, og måned for måned og år for år sættes der nye varmerekorder, der med al tydelighed viser, at det ikke er nok med uforpligtende globale topmøder. Der skal handles.
Men hvad hjælper en isoleret afgift på oksekød solgt i Danmark? Det vil ikke løse verdens klimaproblemer. Så hvorfor pegede Det Etiske Råd på dette som et første skridt i retning af for alvor at begynde at adressere fødevarernes klimabelastning? Baggrunden for overhovedet at blande fødevarerne ind i klimadebatten er, at et sted mellem 19-29 pct. af de globale udledninger af drivhusgasser kommer fra fødevarerne. Heraf står husdyrene for 14,5 pct. og kvæget alene for 10 pct. af de samlede udledninger. En lang række internationale rapporter peger derfor på, at skal klimaforandringerne begrænses, er det nødvendigt at sænke produktion og forbrug af animalske fødevarer på globalt plan.
På baggrund af den viden og ud fra det alment anerkendte etiske »ikke-skade princip« fandt Rådet, at vores fødevarevalg angår andre mennesker så meget, at det er etisk rimeligt, at samfundet blander sig i det. »Ikke-skade-princippet«, der er en af grundstenene i liberalistisk samfundstænkning, siger, at staten kun har ret til at begrænse en borgers frihed, hvis det er for at forhindre vedkommende i at skade andre. Med udsigt til klimaforandringer, som vil ødelægge livsbetingelserne for millioner af nutidige og fremtidige mennesker og forårsager store skader på biodiversitet og økosystemer, fandt Rådet derfor det etisk rimeligt, at vi begynder at blande os i hinandens liv – også på dette område.
Rådet diskuterede også hvor skrappe midler, som kan tages i brug i forsøget på at mindske fødevarernes klimabelastning. Rådet fandt, at det ville være rimeligt at bruge økonomiske incitamenter for at påvirke udviklingen; Ideelt set ved at indregne de klimaomkostninger, som produktionen og forbruget af enhver fødevare indebærer (de såkaldte eksternaliteter), i prisen på varen. Rådet anbefalede derfor som det første, at Danmark internationalt begynder at arbejde for dette. Men i forvisning om, at et sådan system, uanset hvor etisk rimeligt det måtte være, er både politisk svært at finde flertal for på den korte bane og teknisk vanskeligt at implementere, foreslog Rådet, at Danmark i første omgang indfører en forbrugsafgift på den klart mest klimabelastende fødevare af alle: Oksekød.
Rådet foreslog samtidig en række andre tiltag, der kan være med til at skubbe i den rigtige retning rent klimamæssigt: Klimavenlige fødevarer kan gøres billigere, madspildet kan mindskes og kødfri dage i offentlige bespisningstilbud kan være med til at åbne borgernes øjne for, at man hverken behøver sulte eller kede sig, fordi der ikke er kød på bordet.
Det helt centrale for Rådet var situationens alvor og en forståelse af, at klimaet ikke blot kan overlades til den enkelte forbruger, men er et fælles ansvar, som det etisk set giver mening at handle på som samfund og som land. Det var og er ikke afgørende for Rådet om dette sker i form af en afgift. Det centrale ved forslaget var, at det kunne hjælpe med at nå tre målsætninger. A: I det omfang afgiften flyttede forbruget af oksekødet over på mindre klimabelastende fødevarer, ville det mindske udledningerne. B: Bevidstgøre danskerne om fødevarernes klimabetydning og stimulerer til debat og bredere tiltag og endelig C: Gøre Danmark til et foregangsland, der med integritet kan skubbe på internationalt for forpligtende effektive aftaler på fødevareområdet.
Der er ingen tvivl om, at en isoleret dansk afgift på oksekød rummer en række både økonomiske, tekniske og etiske udfordringer. Men det er endnu mere problematisk blot at beskytte snævre økonomiske interesser og se passivt til, mens vi alle venter på, at nogle tager de første skridt – for det er der i øjeblikket ingen, der synes at have lyst til.
På sigt er der ingen tvivl om, at produktion og forbrug af animalske produkter på globalt plan skal reduceres drastisk, hvis vi skal gøre os håb om at mindske klimaforandringerne. Spørgsmålet bliver så, hvordan det kan ske og hvad Danmarks rolle skal være? Den diskussion vil utvivlsomt leve videre længe.
