Omlægningen af produktionen går hurtigere, end markedet tilsiger

Af sektorchef Jørgen Nyberg Larsen, Danske Æg.

I det første kvartal 2017 steg de samlede indvejninger af æg med 4,9 pct. til 16,67 mio. kg i forhold til 1. kvartal 2016, mens salget steg marginalt (5.535 kg) til 13,48 mio. kg.

Indvejningerne af buræg faldt med 18,6 pct. til 5,70 mio. kg og udgør 34,2 pct. af de samlede indvejninger. Også salget af buræg faldt i 1. kvartal med 14,5 pct. til 469 mio. kg og udgør 34,8 pct. af det samlede salg.

Faldet skyldes for en stor del, at burægproducenter omlægger til andre produktionsformer. Dermed kommer de detailhandelens udmeldinger og forbrugernes valg i forkøbet, og nogle supermarkeder har været nødt til at udfase buræggene tidligere end beregnet, fordi der simpelthen ikke har været nok danske buræg på markedet, og nu kan man sommetider finde skrabeæg i burægsbakkerne, hvis bakkerne med buræg da ikke er helt udsolgt.

Indvejningerne af skrabeæg steg med 32,8 pct. til 5,39 mio. kg og udgør 32,3 pct. af indvejningerne. Salget af skrabeæg steg med 22,1 pct. til 4,38 mio. kg og udgør 32,5 pct. af salget.

Indvejningerne af frilandsæg steg med 8,1 pct. til 0,96 mio. kg og udgør 5,8 pct. af indvejningerne. Salget af frilandsæg faldt derimod med 32,7 pct. til 0,58 mio. kg. og udgør nu 4,3 pct. af salget. Det kraftige fald i salget af frilandsæg skyldes restriktionerne i forbindelse med udbruddet af fugleinfluenza.

Indvejningerne af økologiske æg steg med 17,3 pct. til 4,62 mio. kg og udgør nu 27,7 pct. af indvejningerne. Salget af økologiske æg steg med 7,7 pct. til 3,84 mio. kg og udgør nu 28,5 pct. af salget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle