Omstridt pelsfilm bruger seks år gamle billeder

Mindst 22 af de 47 arkivoptagelser, der bruges i ’Pelsaktivisten’ er fem eller seks år gamle. Flere stammer fra farme, der ikke længere eksisterer. Utroværdigt, mener pelsavlerne. DR afviser kritikken.

Bølgerne går højt allerede inden aftenens premiere på dansk tv på den kritiske film om pelsdyravl ’Pelsaktivisten’. Og lige inden premieren rejser Norges Pelsdyralslag endnu en kritik af filmen.

I filmen benyttes i udstrakt grad gamle arkivbilleder og videooptagelser fra pelsfarme. Mange af optagelserne er både fem og seks år gamle, og flere stammer fra farme der er afviklet og lukket.

”Vi har gjort op, at mindst 29 af de 47 arkivoptagelser, der vises i filmen, er mellem tre og seks år gamle og kommer fra dyreaktivisters hjemmesider. Og flere af de farme, optagelserne stammer fra, er farme, der er afviklet og lukket, netop fordi dyrevelfærden og reglerne ikke blev fulgt,” siger Guri Wormdahl, der er kommunikationschef i Norges Pelsdyralslag, og fortsætter:

”Optagelserne er derfor ikke repræsentative for forholdene på pelsfarmene i dag, og de kan ikke bruges til at påstå, at norske pelsfarme er fyldt med dyr, der har sår og bidskader.”

Pelsavlere: Alvorligt for filmens troværdighed
De 29 identificerede optagelser svarer til 62 procent af de i alt 47 arkivoptagelser, der vises i filmen, oplyser Guri Wormdahl. De sidste 18 optagelser har de norske pelsavlere endnu ikke kunnet identificere.

”Da filmen blev vist i Norge, var det hverken markeret, at der er tale om gamle billeder og videoklip, hvor gamle de er, eller hvor de kommer fra. Det kunne ellers let have været gjort med et enkelt ord eller to samt et årstal,” siger Guri Wormdahl.

Hun mener, at det er meget alvorligt for filmens troværdighed, at optagelserne ikke er markeret ordentligt:

”Når man undlader at markere tydeligt, at så mange optagelser er både tre, fem og seks år gamle, så giver det et klart indtryk af, at man forsøger at bruge billederne og videoklippene til at påstå, at forholdene er sådan på pelsfarme i dag. Det gør filmen stærkt utroværdig,” siger hun.

Mange billeder er fem og seks år gamle
De norske pelsavleres opgørelse viser, at hele 22 af de 29 identificerede arkivoptagelser er fem til seks år gamle (fra 2009 og 2010), og syv er tre år gamle (fra 2012).

”Jeg er spændt på, om DR i den danske udgave har markeret, at det er gamle billeder og videoklip, der bruges, og hvor gamle billederne er, og hvor de stammer fra. DR har jo et sæt meget omfattende presseetiske regler, der burde sikre, at der ikke bruges fem og seks år gamle optagelser fra afviklede pelsfarme til at rette en kritik af nutidens pelsavl,” siger Guri Wormdahl.

DR: Arkivbillederne giver god mening
I DR forklarer journalistisk redaktør Erling Groth brugen af de 47 arkivoptagelser med, at de understøtter en af filmens påstande, nemlig at det har været galt på norske pelsfarme i mange år:

”Det giver god mening, at bruge arkivbilleder i filmen. Og det fremgår klart, at det er arkivbilleder, da filmens instruktør siger, at han i årevis har fotograferet skadede dyr på pelsfarme, og at pelsavlerne, hver gang han har lagt billederne frem, har sagt, at det vil rydde, uden at der er sket noget,” siger Erling Groth.

For en sikkerheds skyld har DR dog valgt at markere alle arkivoptagelserne med ordet ’Arkiv’ i den danske version af filmen. Det fremgår dog ikke, hvornår og hvor optagelserne har fundet sted.

Mange ændringer før visningen på DR
Før visningen i aften har DR desuden fjernet fem scener, klippet en scene ned og ændret titlen fra ’Pels’ til ’Pels aktivisten’ - alt sammen for at kunne overholde DRs egne presseetiske regler. Når titlen er ændret til ’Pelsaktivisten’ er det for at gøre det klart for seerne, at filmen er set igennem en pelsaktivists øjne, forklarer Erling Groth, der er journalistisk redaktør i DR.

”Vi skal kommunikere, at det ikke er ordinær journalistisk dokumentarfilm men en subjektiv dokumentar fra en norsk aktivist,” siger Erling Groth.

Analyse af de 47 arkivoptagelser, der bruges i ’Pelsaktivisten’. Kilde: Norges Pelsdyralslag.
   9 optagelser fra 2009, 6 år gamle
13 optagelser fra 2010, 5 år gamle
   7 optagelser fra 2012, 3 år gamle
18 optagelser har det ikke været muligt at identificere
47 optagelser i alt
Kilde: Norges Pelsdyralslag

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle