Ornestation om flere sædaftaler: Det er den nye virkelighed

Ornestation Mors har nu taget konsekvensen af, at markedet for salg af ornesæd i Danmark har ændret sig. Fra januar kan stationens kunder vælge sæd fra hele tre forskellige avlsselskaber.

Torsdag tikkede først en meddelelse ind om, at Ornestation Mors har indgået en aftale med det nye danske avlsselskab Danish Pig Genetics, og fredag fulgte ornestationen så op med en lignende aftale med verdens største avlsselskab, Pig Improvement Company eller bare PIC.

I forvejen sælger man ornesæd fra avlerne under DanBred, det tidligere DanAvl, og det er en helt ny situation, at en dansk ornestation ikke kun har sæd fra ét selskab på hylderne.

"Vi mærker presset fra de danske svineproducenter, der ønsker et bredt udvalg af gener. Derfor vil vi gerne samarbejde med virksomheder, der ser også som en god samarbejdspartner, og på den måde kan vi også tilbyde, hvad kunderne efterspørger", siger medejer og ansvarlig for salg og marketing Johnny Markussen til landbrugsavisen.dk og tilføjer:

"Det er i højere grad slutmodtagerne, som i høj grad er udenlandske, der bestemmer, hvilke gener de vil have, og så skal vi kunne tilbyde et bredt udvalg til vores kunder".

ærgerlig over udviklingen

Markedet for dansk svinegenetik har ændret sig betragteligt i de senere år efter opbruddet i DanBred og dannelsen af Danish Genetics. 

Det ærgrer Johnny Markussen, at man ikke har kunnet holde sammen på DanBred.

"Det har været unikt for Danmark, at der kun har været ét selskab. Vi er enormt ærgerlige over, at man ikke har kunnet holde samling på tropperne, men nu må vi vænne os til en ny virkelighed, hvor der er fri konkurrence", siger han.

skal holde produktionen kørende

Johnny Markussen forudser, at der kan komme gnidninger, når ornestationen ikke længere kun holder sig til DanBred.

"Vi vil ikke blandes ind i det politiske og tager ikke standpunkt. Vi kan bare se, at vi har tabt omsætning siden opsplitningen, og så er vi nødt til at gøre noget. Vi har et produktionsapparat, der skal holdes kørende", siger Johnny Markussen og fortsætter:

"Der kan måske opstå gnidninger, fordi nogle kunder kan lide det ene selskab frem for det andet, men størstedelen af de kunder, vi talt med indtil videre, har heldigvis forståelse for vores situation". 

umuligt at spå om udviklingen

Især aftalen med verdens største avlsselskab, PIC, er en stor aftale for Ornestation Mors.

"Jo, det er en stor aftale. Men lige nu er det umuligt at vide, hvordan det kommer til at gå i Danmark, og hvem der bliver størst og vinder markedet". 

Ornestation Mors sælger sæd fra Danish Genetics fra januar 2019, mens det med PIC bliver "omtrent deromkring", ifølge Johnny Markussen.

Sidste år stod Ornestation Mors, der tapper og sælger ornesæd, for godt 24 procent af det samlede salg af ornesæd i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle