Ornestation tjener millioner - på meget andet end sæd

Godt 4,7 mio. kr. lander på kistebunden i det vestjyske selskab, hvilket især skyldes mersalg af produkter, der spænder fra koste til katetere og kaffe.

Der er god grund til at trække på smilebåndet hos Ornestation Mors, der sælger sæd til svineavl.

Selskabet, der står for godt 24 pct. af sædsalget i Danmark, svarende til 1,4 mio. portioner sæd årligt, kommer ud af 2016 med et overskud på 4,7 mio. kr.

Ifølge Andreas Markussen, økonomiansvarlig hos ornestationen, skyldes det flotte overskud overraskende nok ikke salget af ornesæd.

»Den største grund til overskuddet er, at vores kunder i højere grad bruger vores kvikkøb, hvor vi har mere end 4.000 forskellige varer, lige fra katetere til saftevand og kaffe. Vi sælger stadig masser af sæd, men indtjeningen står lidt stille, og der er ikke meget at hente, fordi der er så stor konkurrence på markedet i Danmark,« siger Andreas Markussen.

Bruttofortjenesten i Ornestation Mors er steget fra 34,4 mio. kr. i 2015 til i alt 36,7 mio. kr. 2016, hvilket er en stigning på syv pct.

Virksomheden blev startet i 1974 af Martin Markussen, og ejes i dag af Arne, Andreas, Thomas og Johnny Markussen.

Udover familien Markussen er der ca. 35 fuldtidsansatte samt 10 deltidsansatte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle