Ost er våben i ny stor handelsstrid

Trods et normalt tæt forhold er USA og Canada hastigt på vej mod en handelskrig.

USA og Canada deler en grænse på 8900 kilometer og har i århundreder været nære partnere. Hver dag krydser titusinder grænsen, og der handles årligt for over 4500 milliarder kroner mellem de to lande.

Men nu er en handelskrig ved at blusse op.

Canadierne har ramt amerikanerne der, hvor det gør rigtigt ondt. På mælk og ost. USA startede dog ved at lægge told på canadiske træ.

Seneste er præsident Donald Trump gået ind i konflikten.

"Canada har gjort det meget svært for vores mælkebønder i Wisconsin og andre grænsestater. Det vil vi ikke finde os i. Bare vent og se!," skrev Donald Trump i et tweet på det sociale medie Twitter tidligere tirsdag.

Konflikten er blusset op efter USA tidligere på ugen pålagde canadisk tømmer en straftold på 24 procent. USA mener, at den canadiske stat subsidierer sine tømmerproducenter.

Tømmer er en enorm eksportvare for Canada og bliver brugt til alt fra byggeri til gulve i USA.

Ifølge Reuters blev der eksporteret tømmer fra Canada til USA for 5,7 milliarder dollar sidste år.

"Canada er stærkt uenig i det amerikanske handelsministeriums beslutning om at indføre en unfair straftold. Anklagerne er grundløse," skrev Canadas udenrigsminister Chrystia Freeland ifølge Reuters om straftolden tidligere.

Nu har Canada så svaret igen ved at indføre begrænsninger for salget af udenlandske mælkeprodukter, der gør det næsten umuligt for amerikanske mejerier og mælkebønder at eksporteret til Canada.

Det rammer hårdt i nogle af de områder i USA, som Donald Trump har svoret at beskytte. De nordlige stater lever af landbrug, og Wisconsin kalder sig selv for "ostestaten".

Staten producerede ifølge de seneste data fra Wisconsin Milk Marketing Borad producerede staten i 2016 over 1,4 millioner ton ost, svarende til en fjerdedel af USA's samlede produktion.

"Det har været en dårlig uge for amerikansk-canadiske relationer," udtalte USA's handelsminister Wilbur Ross mandag aften ifølge Reuters.

/ritzau/

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle