Pesticid-gigant i åben krig med EU-Parlamentet

Roundup-producenten Monsanto har nægtet at deltage i en høring i EU-Parlamentet - og nu må de ikke udføre lobbyarbejde i Parlamentet.

Af Emil Stig Pedersen

Den amerikanske pesticidevirksomhed Monsanto er blevet udelukket fra Europa-Parlamentet.

Udelukkelsen sker som følge af, at Monsanto har afvist et ønske om, at de stiller op til en høring i Parlamentet med landbrugs- og miljøorganisationer den 11. oktober i år.

Derfor har Europa-Parlamentet truffet beslutningen om at udelukke Monsanto fra at udføre lobbyvirksomhed i EU-Parlamentet i Bruxelles og Strasbourg.

Ved høringen var det ventet, at der ville blive rettet anklager mod Monsanto for at påvirke undersøgelserne af aktivstoffet glyphosat, der anvendes i landets mest brugte planteværn Roundup.
 
Mark Buckingham, talsmand for Monsanto i Europa, har i et skriftligt svar til Landbrugsavisen.dk meddelt, at de har truffet beslutningen om ikke at deltage i høring, fordi den i deres øjne sandsynligvis ville medføre en underminering af den videnskabelige troværdighed af Europas reguleringsorganer.

”Visse medlemmer af Europa-Parlament opfører sig som talerør for NGO’er ved at fokusere på en enkelt virksomhed og politisere en reguleringsproces, der har potentielle konsekvenser i forhold til bæredygtigheden af europæisk landbrug og infrastruktur”, skriver Mark Buckingham.

Udelukkelsen betyder i praksis, at Monsanto hverken må afholde møder med medlemmer fra Europa-Parlamentet, deltage ved komité-møder eller benytte nogle af de digitale redskaber, der stilles til rådighed i Bruxelles og Strasbourg.
 
Det er første gang, siden et nyt regelsæt ved årsskiftet trådte i kraft, at en virksomhed udelukkes fra at deltage i den parlamentariske beslutningsproces efter at have ignoreret en høringsindkaldelse.

På Facebook har belgiske Philippe Lamberts, der er næstformand for gruppen af grønne partier i Europa-Parlamentet, uddybet parlamentets beslutning om at udelukke Monsanto:
 
”Man kan ikke bare anvende parlamentet, når man har lyst. Hvis de ikke vil komme til parlamentet, når vi beder dem om det, så kan vi heller ikke acceptere, at de deltager, når de selv har brug for det”, forklarer han.

Årligt indbringer Roundup 4,75 milliarder dollar til den amerikanske kemigigant, og der er i øjeblikket europæisk diskussion om, hvorvidt licensen til glyphosat skal forlænges.

EU’s fødevaresikkerhedsagentur EFSA har i en rapport for nylig frikendt glyphosat for at være hormonforstyrrende.

En tidligere rapport fra EFSA har frikendt glyphosat for at være kræftfremkaldende, men kritikere hæfter sig ved, at lækkede dokumenter siden har afsløret, at EFSA’s rapport har indeholdt direkte afskrift fra Monsantos egne videnskabelige undersøgelser.

FN’s sundhedsagentur har tidligere konkluderet, at glyphosat er kræftfremkaldende på linje med røde bøffer og lignende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle