Planterådgiver: Hold fingrene fra græsset lidt endnu

Det er bedst at lade overvintrede græsmarker stå urørt hen et stykke tid endnu.

Rådet fra Vestjysk Landboforening lyder, at man ikke skal gøre noget ved sine græsmarker de næste par uger. 

"Vi har meldt ud, at man ikke skal gøre noget. Vejrudsigten passer lige til det råd, så det er vi glade for, at vi gjorde", siger Hans Peter Larsen, planterådgiver, Vestjysk Landboforening.

Man skal især tage rådet til sig, hvis man har ladet græsset stå vinteren over.

"Hvis man ikke kunne køre på jorden i efteråret, og man ikke fik græsset høstet, så har det jo overvintret med en ordentlig lag pels på af langt, vissent græs. Med den vejrudsigt med 8-10 graders frost, så vil det visne græs virke som en dyne for nye græsskud", siger han. 

Ifølge rådgiveren er det tørre vejr optimalt, når efteråret var så vådt. 

"Hvis græsmarkerne er gået til vinter med en lang pels, så er det sådan set godt, at vi slutter af med frost i stedet for regn, da det vil ødelægge dynen", uddyber han. 

Når foråret nærmer sig,er det tid til at køre med striglen eller brakpudseren.

"Om tre uger ser det nok anderledes ud. Når minusgraderne er ovre, og foråret er lige om hjørnet, så kan man smuldre det visne græs, så de nye spirer har nemmere ved at komme op til overfladen og få lys, men så længe vi har minus 10 grader, så foretrækker vi at have det visne græs liggende urørt hen. Det er for tidligt at gøre noget. Det er et godt råd - gør ingenting indtil videre", siger Hans Peter Larsen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.