Ploegers første nedfælder: Gennemtænkt og let at køre

Rigtig meget virker gennemtænkt på Ploegers første selvkørende gyllenedfælder. Og så er den frem for alt let at køre.

Navnet Ploeger siger dig måske ikke så meget. For den hollandske virksomhed med 700 ansatte har specialiseret sig inden for nicheområder så som selvkørende ærte-, spinat- og bønnehøstere samt kartoffeloptagere.

Men siden starten af 2016 har Ploeger puslet med en selvkørende multitrækker. I november 2016 stod den første prototype klar til test, og den færdige model vil blive lanceret på Agritechnica.

At det har været muligt at udvikle en maskine på så kort tid, skyldes i høj grad en lille erfaren gruppe af ansatte, flere med en fortid hos Challenger og kendskabet til de nu udgåede Terra-Gator nedfældere.

Tryk og kør

Sansynligvis derfor virker rigtig meget gennemtænkt på Ploeger AT 4103, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at Ploeger har en lang historik med selvkørende nedfældere.

Ploeger har på bagrund af ønsker fra maskinstationer gjort alt, for at den nye nedfælder skal være så let at køre som overhovedet muligt, og fokuseret på kernekompetencer: At køre frem og tilbage på marken og tildele gylle med en nedfælder på slæb.

Hovedfunktionerne er baseret på trykknapper i armlæn eller kørehåndtag, mens den medfølgende touch-screen terminal overvejende bruges til forskellige pre-settings og til at overvåge forskellige informationer.

Du skifter mellem fylde- og tømme-mode via en simpel vippekontakt. Så sørger maskinen selv for at omstille alle ventiler, og du skal blot trykke for at aktivere læsning eller tømning.

Kabine og kørehåndtag kommer fra Claas, der på finsnittere og tærskere bruger to-trins funktionen i knapperne på kørehåndtaget til eksempelvis hurtig og langsom sænkning af skærebordet.

Hos Ploeger aktiverer man smart to funktioner i stedet for. Det betyder, at du i første trin blot løfter eller sænker kranen, mens du i trin to samtidig vipper enden af kranen ud eller ind.

400 heste fra Scania

AT 4103 kommer i første omgang som en trehjuler og rummer 16 kubikmeter i sin lette polyester tank. Motoren er en femcylindret Scania med 400 heste.

Ploeger vil tilbyde maskinen med forskellige læssesystemer afhængigt af ønske - eksempelvis Superload-fyldesystemet, hvor både en rotor- og centrifugalpumpe arbejder samtidig for at fylde tanken.

Det har været et must fra Ploeger at gå efter en »mekanisk« transmission og ikke hydrostatisk fremdrift alene. Derfor er transmissionen en trinløs ZF Eccom 5.0 kendt fra Claas Xerion 5000-serien. Den driver den bagerste aksel, mens forhjulet er hydraulisk drevet.

Selvom maskinen er enkel, har Ploeger lavet fine features, når det giver mening for gyllearbejdet. Det gælder eksempelvis styringen af forhjulet, hvor en vippekontakt bag på kørehåndtaget gør det muligt at gå fra lav til høj overførsel af hydraulisk effekt, hvis du ønsker det.

Holder du kontakten et par sekunder mere, tolkes det som en nødsituation, og maskinen overfører al hydraulik til forhjulet for at undgå, du kører fast.

På terminalen kan du i øvrigt hurtigt justere, hvor meget energi du sender ud til hjulet i høj og lav tilstand.

Uanset om du kommer fra en Vredo, Vervaet eller TerraGator, vil du hurtigt kunne vænne dig til Ploeger’en. Via en kontakt kan du nemlig vælge at køre maskinen via kørehåndtaget eller en fodpedal, - omdrejningerne styrer maskinen selv.

Jo, Ploeger tror på idéen. Faktisk så meget, at en femhjulet udgave på 550 hestekræfter og mellem 21-25 kubikmeter tank er på vej.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle