Politiet måtte give rabat i flere lignende sager

Flere landmænd har fået rabat på bøderne, siger anklager.

Det er ikke kun hos Jan Mortensen, at Syd- og Sønderjyllands Politi har indgået forlig med landmanden. Anklager Kasper Nygaard Jensen bekræfter, at der i hvert fald i to andre tilfælde, der ligner, er indgået forlig, skønt der har været tale om mindre beløb. Det er sket efter, at der er kommet en ny praksis i 2016.

Ifølge anklageren er det Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der melder landmændene til politiet. De har tjekket hvor meget løn, der er udbetalt, og set, at Jan Mortensen betalte praktikanterne for meget.

Vurderer politiet ikke, om en bøde på 610.000 kr. er ude af proportioner i forhold til forseelsen – han har jo betalt for meget og ikke for lidt?

»Det gør ingen forskel. Det bunder i lovgivning, og bøden er udmålt takstmæssigt. Den falder kun, fordi reglerne ikke er præcist nok formuleret i arbejdstilladelsen,« siger han.

Taksten er 20.000 kr. i bøde pr. måned, medarbejderen har fået forkert løn. Er man i god tro så ’kun’ 10.000 kr.

SIRI bekræfter i en mail til LandbrugsAvisen, at hvis de ved kontrol konstaterer, at en landbrugspraktikant ikke har fået den løn, som vedkommende ifølge ansættelseskontrakten skal have (i dette tilfælde har fået for meget, red.), sender de sagen til politiet med anmodning om nærmere undersøgelse af forholdet. Derefter er det politiet og anklagemyndigheden, der vurderer, om der er grundlag for at rejse en sag, understreger de.

Ingen kommentar

LandbrugsAvisen ville gerne have en politisk kommentar til, om det er gode erhvervsvilkår at få et bødeforlæg på 610.000 kr., der ikke holder? Om forbrydelsen – at betale for meget – står mål med et bødeforlæg på 610.000 kr.? Om det er relevant at blande sig i for myndighederne? Om man gør sig overvejelser om, hvordan så store bøder belaster psykisk og påvirker udviklingen af bedriften?

Erhvervsministeriet vil ikke udtale sig, men henviser til Justitsministeriet, der ikke vil udtale sig, men henviser til Udlændingeministeriet. I Udlændingeministeriet har det ikke været muligt at få en kommentar. Pressechefen henviser til SIRI, der ikke stiller op til interview og heller ikke svarer skriftligt på de politiske spørgsmål.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle