Landbruget har ikke altid været helt gode nok til det der med miljø. Der var noget galt dengang, "svineproducenterne brugte lige så meget handelsgødning som planteavlere uden dyr", som plantedirektør Carl Åge Pedersen bemærker i det nyeste nummer af fagmagasinet Mark. Det samme kan siges om pesticider - ikke mange vil i dag benægte, at 70'ernes visdom om plansprøjtning ikke just var grøn. Jo, både pesticidplaner og vandmiljøplaner var der såmænd fornuft i.
Begge planer var, som det jo typisk er for politiske planer, bygget op på konkrete tal. Inden et bestemt år skal udledninger halveres, sprøjteindekset ned til 1,7 og så videre. Midlerne er på samme måde helt konkrete - først hed det gylletanke, siden slæbeslanger og nedfældning og på kemiområdet detaljerede, reducerede normaldoser. Kontrolleret med gødningsplaner, miljøplaner og sprøjteplaner.
Der er noget besnærende ved konkrete tal. De kan kontrolleres - nåede man målet? Desværre har tal det med at blive magiske i sig selv. Der er i kongeriget ikke mange, der kan forklare, hvorfor det skulle være godt for miljøet med lige netop 1,7 i behandlingsindeks og lige netop 10 procent undergødskning på alle typer jord. Det eneste gode ved disse regler har været, at de var til at måle. Men nu må det være på tide at spørge, om det nu også rent faktisk er det rigtige, der bliver målt.
Derfor er det meget opmuntrende, at både miljø- og fødevareminister er ved at bløde op på kravet om både de 1,7 i BH og om de generelle kvælstofkvoter. Miljøminister Connie Hedegaard opfordrede på Plantekongressen landbruget til selv at fremlægge alternativer.
Den udfordring skal tages op. Men nemt er det ikke. Det er naivt at tro på politisk opbakning til noget forslag, der betyder slappere miljøbeskyttelse. Men kan erhvervet fremlægge andre måder, der på en mere begavet måde sikrer et bedre miljø og samtidig bedre driftsvilkår, er der en chance for at komme igennem. Også selv om det altid er forbistret svært, når politikere og medier én gang har forelsket sig i et par magiske tal.
