Politikere gik catwalk i mink

Otte folketingspolitikere og en forhenværende optrådte i mink ved modeshow på Folkemødet.

En overraskelse fra pelssildene hed det i programmet fra Kopenhagen Fur den første aften på Folkemødet på Bornholm. Og lidt af en overraskelse var det da også, da det, som gæsterne selvfølgelig havde gættet var et modeshow, viste en perlerække af politikere på cat-walken.

Showet fandt sted i Landbrug & Fødevarers telt, som ikke bare var stuvende fuldt, men også skabte trafikpropper langt ud på gaden. Humøret var højt, måske også på grund af rigeligt med hotdogs og fadøl, men det blev ikke ringere af, at otte mf’ere fra Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance viste det bedste af det bedste i mink frem for de hujende tilskuere. Også Karen Hækkerup var trukket i minkpels og gik stilfuldt, værdigt og med passende svaj i hofterne frem mod publikum i takt til musikken.

Tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen var en af de tre venstrefolk, der viste pels og de øvrige var også politikere, der beskæftiger sig med landbrug og fødevarer eller har gjort det i lang tid. For eksempel Pia Adelsteen, formand for Folketingets fødevareudvalg og Bjarne Lausten (S) som var ene hane blandt politikerne. Kopenhagen Fur havde dog samlet et par yngre modeller op på folkemødet i løbet af dagen, så også de moderne herrepelse blev vist frem.

Den samlede trup var Karen Hækkerup, Pia Adelsteen (DF), Lise Bech (DF), Eva Kjer Hansen (V), Britt Byager (V), Bjarne Lausten (S), Yildiz Akdogan (S) der havde sin 4-årige datter Ayda med og endelig Merete Riisager (LA).

Desuden deltog nogle professionelle modeller, ifølge rygter i teltet bl.a. tidligere fødevareminister Dan Jørgensens ex-kæreste og sangeren Christoffers kæreste.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle