Populær vært klar til nyt landbrugs-tv

Landligt univers, hård konkurrence og landbrug som for 100 år siden er hovedelementerne i nyt tv-program.

Hvordan går det, når en 22-årig tjener eller 43-årig havnearbejder skal malke en ko for første gang eller slagte en gås, hvis de vil have kød?

Det bliver for alvor testet i en ny programserie på TV 2 kaldet ’Hjem til gården’. Her skal 14 mænd og kvinder med vidt forskellige baggrunde være selvforsynende med egen køkkenhave og prøve at drive en gård, som det blev gjort for 100 år siden. Helt uden elektricitet eller rindende vand, samtidig med, at beboerne også må undvære supermarkeder, mobiltelefoner og sociale medier.

Lene Beier, der er kendt fra bl.a. TV 2-programmet ’Landmand søger kærlighed’, er vært på programmet og skal fokusere på de menneskelige relationer blandt gårdens beboere. Lene Beier er opvokset i Skive, og hendes farfar var selv landmand. Som lille kom hun meget på landet, og derfor er hun glad for, at hun blev valgt som vært til programmet.

»Jeg havde nogle dagplejeforældre, som jeg blev ved med at komme hos i weekenden, og de kunne finde ud af at lave marmelade og syltetøj og bagte selv alt brødet. Jeg kan godt lide tanken om at hive nogle af de gamle ting frem igen, så det hele ikke bliver supermarkeder, men at man forholder sig lidt mere til de fødevarer, man har. Der er det dejligt, at ’Hjem til gården’ tager nogle af de ting op,« siger hun.

Tvekampe og personlige drømme

I ti afsnit skal beboerne få hverdagen til at fungere med alt, hvad det indebærer, når man er selvforsynende på en gård. Som under ’Landmand søger kærlighed’ taler Lene Beier med beboerne for at høre, hvordan de har det, og hvad deres drømme er. Derudover skal to af gårdens beboere også konkurrere mod hinanden. Det foregår ved, at en ny storbonde hver uge udpeger en førstekæmper, som sættes i fare. Førstekæmperen vælger herefter en andenkæmper, og dagen efter skal de to beboere dyste mod hinanden i enten viden, styrke eller teknik. For eksempel hvem af de to, der hurtigst saver et stykke træ over. Den, der taber dysten, forlader gården, og den beboer, som til sidst står tilbage i programmet, vinder 500.000 kr. til opfyldelse af en personlig drøm. Netop det, at der er noget på spil, som for eksempel at finde kærligheden eller tjene penge til at få en drøm opfyldt, er et element, som Lene Beier synes gør TV spændende.

»I det her program skal de være motiveret med en personlig drøm, så de skal gå ind i det med en særlig motivation for at vinde. Det kunne være, at man gerne ville vinde en personlig båd og sejle over Atlanterhavet eller købe sig et nedlagt landbrug. Der synes jeg, det er spændende, at de går ind i det med det for øje, at at de gerne vil opfylde en personlig drøm og ikke bare gør det af profit,« siger hun.

’Hjem til gården’ har premiere 20. marts på TV 2.

Faktaboks

Om ’Hjem til gården’

  • 14 personer dyster om at få drømmen opfyldt til en personlig drøm, når de flytter ind på en primitiv gård.
  • I fem uger skal de i fællesskab få hverdagen til at fungere med at hugge brænde, skaffe mad, passe dyr osv., samtidigt med at de skal konkurrere mod hinanden.
  • Hver uge mødes to beboere i tvekamp, og den, der taber dysten, forlader gården samme dag. Den sidste beboer er vinder af ’Hjem til gården’ og de 500.000 kr. til en personlig drøm.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle