Postnord sætter små landbrug i økonomisk knibe

Mange mindre fødevareproducenter er lukningstruede, mener Kaspar Jakobsen, der er formand for SMV Fødevarer.

Postnord vil skære ned på udbringning af pakker med fødevarer til private kunder.  Det sker som et led i en stor spareplan, hvor Postnord skal spare i alt 2,3 mia. kr. frem mod 2019.

Udmeldingen fra Postnord er stik i mod det budskab selskabets koncernchef Henning Christensen for blot to år siden kom med til danske fødevareproducenter. Dengang lød udmeldingen "Lad os sende jeres fødevarer," og han forudså en milliardomsætning på håndtering af fødevareforsendelser.

Men ifølge SMV Fødevarer, som varetager små og mindre fødevarevirksomheders interesser, har Postnord opsagt alle sine kontrakter om fødevareleverancer på grund af selskabets økonomiske krise. Det bekymrer SMV Fødevarers formand Kaspar Jakobsen.

”Jeg tror, at mange (små og mindre fødevareproducenter, red.) er lukningstruede, hvis der ikke kommer et alternativ. En lille gårdproducent, der sælger for et par hundredetusinde kr. om året, har jo ikke mulighed for at købe varebiler og køre til København, siger Kaspar Jakobsen til dr.dk.

En af de fødevareproducenter, der rammes af besparelsen, er Als Pølser. Medejer Lillian Petersen håber, der kan findes en løsning.

”Det vil selvfølgelig betyde, at vi står med en rigtig stor udfordring, fordi vi sender en del til specialbutikker i København, Aarhus, Fyn og til private kunder,” siger hun.

Kaspar Jakobsen er dog ikke optimistisk på de små og mindre fødevareproducenters vegne. Han kan ikke se, hvem der skal bringe deres varer ud.

”Som det er lige nu, er der ikke noget brugbart alternativ,” siger han.

Postnord vil fremover sortere alle pakker automatisk. Det går ud over fødevarevirksomheder med mere skrøbelige forsendelser, der ikke kan tåle at blive håndteret som almindelige pakker, og skal sorteres ved håndkraft. Fødevarer kan nemlig ikke bare fragtes, som om de var søm og skruer, tøj eller elektronik. De kræver typisk skånsom behandling, og de skal hurtigt frem af hensyn til holdbarhed og fødevaresikkerhed.

Postnord er ikke forpligtet til at sende madvarer, da fødevaredistribution ikke indgår i befordringspligten.

I stedet er fødevarevirksomhederne tvunget til at finde en privat distributør, der udbringer pakkerne på markedsvilkår. Det kan betyde en markant stigning i prisen på udbringning.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle