Pres på kommissær: Forenkl nu

Landbrug & Fødevarer og fem andre landes landmænd lægger pres på EUs landbrugskommissær for at få hurtige forenklinger.

Landmændene i Europa vil ikke vente flere år på en midtvejsevaluering af landbrugsreformen, før der sker de mest nødvendige forenklinger af det nye regeltyranni. Der skal handling til nu og her. Jo før, jo bedre.

Det er baggrunden for en henvendelse til EUs irske landbrugskommissær, Phil Hogan, som Landbrug & Fødevarer står som afsender på - sammen med en række andre landbrugsorganisationer fra fem EU-lande: Tyskland, England & Wales, Nederlandene, Finland og Sverige.

Kan ikke vente i årevis

»Vi ønsker at lægge maksimalt pres på landbrugskommissær Phil Hogan, så han forstår, at vi ikke har tålmodighed til at afvente en midtvejsevaluering. De ting, der har vist sig helt håbløse ude i det praktiske liv, kan vi ikke vente i årevis på at få ændret,« siger Martin Merrild.

»Der må være mulighed for at lave nogle i historisk sammenhæng mindre ændringer - det er tankegangen bag vores fælles initiativ.«

Grønne krav og sanktioner

I henvendelsen til Phil Hogan fremsætter L&F sammen med de fem andre landes landbrugsorganisationer i alt 10 konkrete forslag til forenklinger.

For L&F er et af de centrale forslag at få afskaffet kravet om, at efterafgrøder, der skal tælle som MFO-afgrøder, skal etableres i blandinger.

»Kravet er dybt problematisk, fordi det er svært at finde frøarter, som ikke kolliderer med vores sædskifte. Samtidig udløser det et sandt helvede af kontrol og bureaukrati. For mens »almindelige« efterafgrøder kan kontrolleres med luftfotos, skal man helt ud og kravle på sine knæ for at kontrollere efterafgrøder med krav om flere plantearter,« siger Martin Merrild.

De seks landes organisationer efterlyser samtidig klare lempelser af de dramatiske sanktioner, der er lagt op til, for at overtræde de nye grønne krav, indtil landmænd og myndigheder har opnået mere øvelse i de nye regler.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle