Prognose: Indtjening får løft

Heltidsbrugenes indtjening ventes i snit forbedret med 500.000 kr. i 2016 og 2017.

Heltidsbedrifterne ventes i år at forbedre deres indtjening med 200.000 kr. i snit, og næste år ventes driftsresultatet forbedret med yderligere 300.000 kr. Dermed vil den gennemsnitlige indtjening være forbedret med mere end en halv mio. kr. over to år. Det viser en ny prognose fra Videncentret for Landbrug.»Der er flere årsager til, at vi nu har udsigt til en højere indtjening. Den nye landbrugspakke giver effekt, og samtidig forventer vi, at de meget lave priser på mælk og svinekød begynder at rette sig. Renterne vil også fortsat være lave, og der er valutarisk medvind fra en stigende dollar,« siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges.

Mælke- og svineproducenterne befinder sig ifølge Klaus Kaiser i bunden af en lavkonjunktur, og der er en forventning om, at priserne vil begynde at rette sig op i løbet af 2016 og stige yderligere i 2017. Trods stigende priser kan de dog imødese endnu et vanskeligt år med dårlige driftsresultater og stram likviditet, mens de i 2017 kan se frem til et overskud på godt 400.000 kr. i snit.

Landbrugspakken ventes i første omgang især at øge indtjeningen for planteproducenterne, som i forvejen har meget bedre resultater end husdyrbedrifterne. Alene højere gødningsnormer og afskaffelse af randzoner ventes at øge driftsresultatet med 80.000-100.000 kr., når det er fuldt implementeret i 2017. Forbedringen skyldes højere udbytter og bedre kvalitet i afgrøderne.

I forhold til den seneste prognose fra september er der tale om ganske betydelige forbedringer for planteavlerne i år og næste år.

Dertil kommer, at de ekstremt lave renter ventes at fortsætte, og at landbrugets konkurrenceevne begunstiges af en stærk dollar.

Svinepriserne ventes at stige et stykke ind i 2016, når slagtningerne i EU ventes at falde i forhold til året før. På eksportmarkederne uden for EU er der udsigt til øget priskonkurrence fra amerikansk og brasiliansk svinekød i 2016.

Smågriseproducenterne står til den største fremgang med et resultat på over en mio. næste år, mens slagtesvineproducenter trods fremgang både i år og næste år kun står til et lille overskud næste år.

Prognosen forudsætter lidt højere mælkepriser og bedre balance i markedet i løbet af 2016, men niveauet vil fortsat være lavt set i et historisk perspektiv. Tallene for 2017 skal snarere tolkes som et bud på, hvordan bedrifternes økonomi kan se ud ved mere normale prisforhold, end som en egentlig prognose for, hvordan det vil gå. Økologerne kan i følge prognosen vente markant bedre resultater i kraft af en høj efterspørgsel og gode priser.

Seges offentliggør af konkurrenceretlige årsager ikke ventede priser for 2016 og 2017.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle