Råvarerne stopper nu med at stige i pris

Prisfald på futuremarkedet for korn, raps og naturgas.

Vi ser nu futuremarkedet falde tilbage prismæssigt. På AgroMarkets.dk meldte vi 1. december 2006 ud, at der var et salgssignal på både møllehvede og foderhvede. Vi har nu to gange set prisen bekræfte en faldende udvikling og vil derfor - medmindre der kommer en helt anden udvikling - forvente fortsatte prisfald.

Interessen blandt foderstoffirmaerne for at købe korn er kølet mere og mere af. Kornsælgere får typisk priser i niveauet 90-92 kr., men vi ser stadig prisudsving på op til 95-96 kr. på nogle partier. Foderstofferne forlanger nu omkring 100 kr. pr. 100 kg for frit leverede hele læs.

Bygprisen har tidligere på sæsonen ligget fem kr. under hvedeprisen. Med den store interesse for maltbyg ser vi nu prisen på foderbyg ligge to kr. over hvedeprisen

Rapsprisen

På mellemlang sigt ses prisen på raps igen presset ned. Det er stadig for sent at tale om langsigtet prisfald, men udviklingen kunne godt begynde at minde om noget, der ligner. Hvis de store prisfald, som vi har set på råolie, fortsat holder, vil prisen på raps blive presset ned. Aktuelle priser fra foderstofferne ligger nu omkring 195 kr. for 2006-høsten.

Gødning

Naturgasprisen har senest vist nye markante fald. Det betyder, at prisen på naturgas stadig ligger på eller under niveauet fra sidste år. Det kan umiddelbart give forventninger om, at priserne på gødning følger samme retning. Vi ser også markedet flytte sig og har oplevet en del handler med rene N-gødninger indgået til samme prisniveau som sidste år. Vi ser dog stadig NPK-gødninger ligge 8 til 12 kr. over sidste år.

Anbefalingen har fra AgroMarkets været, at man skal vente med at handle. Med den seneste udvikling mener vi dog, at man lige skal overveje situationen to gange, inden man siger nej - altså såfremt man får tilbudt N-gødninger til samme pris som sidste år. Gødninger med P og K vil være dyrere end sidste år, og et rimeligt bud vil være 7 til 10 kr. afhængigt af indhold.

Se selv priskurverne

www.agromarkets.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle