Af Flemming Nøhr-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer
Den seneste måned er der oprullet en regulær skandale i det lille miljø, der udgøres af dansk ulveforskning. DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, der er en del af Aarhus Universitet, har måttet reorganisere sin indsats for ulveovervågning, en indsats de mod betaling udfører for Miljø- og Fødevareministeriet som led i det såkaldte forskningsbaserede myndighedsberedskab.
Omorganiseringen sker, efter DCE har erkendt graverende fejl, der medfører et nedjusteret skøn for antallet af ulve i Danmark fra oprindeligt 40 til først 22-23 til nu fire-fem individer. Resten er angiveligt ræve, der i DNA-analyser har givet falsk positive resultater, da de analyserede ekskrementer bevisligt ikke stammede fra hunde.
For de mange landmænd og borgere i landområder, for hvem den historiske indvandring af ulve til Danmark har fyldt meget, er fadæsen såmænd bemærkelsesværdig i sig selv. Der er dog også et større perspektiv i denne sag.
Nej, den fejlslagne ulvemonitorering kan heldigvis næppe bruges til generelle konklusioner om kvaliteten af universiteternes arbejde, selv om der på miljø- og naturforskningen nu nok er brug for et kritisk eftersyn. Til gengæld illustrerer sagen nogle problematiske fejl og mangler inden for det forskningsbaserede myndighedsredskab, som Miljø- og Fødevareministeriet – og dermed skatteborgerne – årligt anvender ca. 750 millioner kroner på. Det bør give anledning til eftertanke og politisk handling.
Bedre kvalitetskontrol
Grundlæggende er det forunderligt, at der stilles ringere krav til kvalitetssikring af forskerarbejde udført for myndigheder end til almindeligt forskningsarbejde. Den samme kritiske faglige evaluering foretaget af kompetente, uafhængige kolleger, der skal gennemføres, inden analyser kan publiceres videnskabeligt, kan tilsidesættes, når arbejdet udføres for ministeriet med potentielt milliardstore reguleringskonsekvenser til følge. Man giver altså politikerne i Folketinget ringere forudsætninger for kvalificeret stillingtagen, end vi er villige til at byde læserne af højt specialiserede nichetidsskrifter. At kvalitetssikringen skal forbedres bør være et fælles og ukontroversielt krav. Forhåbentlig kan det servicetjek, der i øjeblikket foregår af aftalerne, være med til at sikre en bedre kvalitetssikring og øget åbenhed om metoder og resultater.
Send opgaver i udbud
Danmark har også brug for mere pluralisme i det forskningsbaserede myndighedsberedskab. Øget modtagelighed for forskellige input vil dels fremme sund forskningsmæssig konkurrence, dels være i tråd med en klassisk videnskabelig tilgang, hvor dominerende paradigmer løbende udfordres og efterprøves. Hvis viden ikke bliver udfordret, og myndighedsberedskabet i værste tilfælde reduceres til at stille de samme mennesker de samme spørgsmål år efter år, er der en stor risiko for blinde vinkler.
Det er sigende, at miseren i ulvesagen tilsyneladende er, at DCE’s forskere udelukkende foretog DNA-analyser, der kunne vise enten hund eller ulv. Begrænset af deres forblændelse efterlod det dem med helt forkerte konklusioner. Efterfølgende har Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet testet også for ræve-DNA og berigtiget deres kolleger på AU. Flere forskellige øjne på samme problem øger naturligvis sandsynligheden for at opfange alternative forklaringsmodeller, som sagen her illustrerer.
Anvendelse af udbud af det forskningsbaserede myndighedsberedskab kan fremme dette, samtidig med at vi sikrer, at vi i Danmark baserer myndighedsberedskabet på den bedste tilgængelige viden, hvad enten denne er lokaliseret på normale samarbejdsinstitutter, på øvrige danske universitetsinstitutter, ved private rådgivningsvirksomheder eller måske endda i udlandet. Det skal vi naturligvis også efterstræbe.
Fra faktura til natur
Som nævnt anvender de danske skatteborgere omkring 750 millioner kroner årligt på det forskningsbaserede myndighedsberedskab på Miljø- og Fødevareministeriets område. Det vil være muligt både at øge kvaliteten og reducere omkostningerne til dette arbejde. Konkurrenceprægede udbud vil være et oplagt middel.
Dette kan frigive ressourcer inden for natur- og miljøområdet, der kan anvendes til andre formål. Oplagt er flere pilot- og demonstrationsprojekter, der kan give danskerne mere natur. Det vil således være muligt at give naturen et ekstra løft, uden at det øger Miljø- og Fødevareministeriets budget. Jeg tror, mange danskere - som jeg - vil se dette som en positiv udvikling.
Engang skulle universiteterne lære vejen fra forskning til faktura. Nu bør vi som samfund også kunne stille det krav, at vi skal have vores skattekroner tilbage fra faktura til natur.
