Rabobank betaler 5 mia. kr. til swapkunder

I alt seks hollandske banker skal betale mindst 9 mia. kr. tilbage til deres swapkunder for ikke at have informeret fuldt ud om swaplån.

Det vakte stor opmærksom i den hollandske presse, da den andelsejede storbank Rabobank i sidste uge meddelte, at den vil hensætte 500 millioner euro som kompensation til omkring 9.000 kunder med renteswaps. Beløbet lægges oveni de 200 millioner euro, som banken allerede har hensat til formålet.

Dertil kommer, at fire andre hollandske banker har accepteret en plan fremsat af et panel nedsat af den hollandske regering med tilbud om erstatning på mere end 500 mio. euro til swapkunder. Planen omfatter også Deutsche Banks hollandske afdeling, der dog stadig overvejer sit svar på planen.

De seks banker har tilsammen solgt næsten 18.000 renteswaps, der skulle beskytte kunderne mod rentestigninger, til små og mellemstore hollandske virksomheder mellem 2005 og 2010, og de har tilsammen givet tilsagn om at betale 9 mia. kr. tilbage til deres swapkunder.

Ikke alle får erstatning

Bankerne bliver beskyldt for ikke at have informeret fuldt ud om risikoen ved swaplån.

Det er ikke alle swapkunder, der får kompensation, men ifølge planen skal bankerne betale erstatning i en række tilfælde. Det gælder for eksempel, hvor swappen ”ikke var egnet til virksomheden”, eller hvor der har været et misforhold mellem swappen og det underliggende lån. Tilsvarende gælder, hvis betalingen på kontrakten pludselig er steget. Endvidere vil bankerne betale individuelle erstatninger på op til 100.000 euro for betalt overrente.

»Jeg er glad for, at Rabobank kom til denne beslutning. Det er et stort skridt fremad for sektoren. Lad os se fremad nu,« siger den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

Rabobanks beslutning ses som et tegn på, at banken ønsker at bidrage til en hurtig løsning for deres kunder. Rabobank har dog ikke accepteret hele planen endnu.

Banker opfordret til forlig

Det var finansministeren, der tog initiativ til den plan, bankerne nu har accepteret, efter at det hollandske finanstilsyn i december havde opfordret bankerne til at indgå forlig som udløber af en verserende retssag mod Rabobank. Sagen er i øvrigt afvist med den begrundelse, at alle swaps er forskellige.

Selv om hollandske banker nu betaler en kæmpestor kompensation til swapkunder, får det næppe nogen betydning for danske landmænd med swapaftaler, vurderer advokat Thomas Schioldan Sørensen, advokatfirmaet Rödstenen, som har ført adskillige swapsager i Danmark.

»Der er tilsyneladende stor forskel på myndighederne i Danmark og i Holland. I Holland har de øje på problemstillingen og lægger pres på bankerne. De gør noget aktivt,« siger han.

Faktaboks

Får ingen betydning for danske landmænd

  • Seks hollandske banker skal betale mindst 9 mia. kr. tilbage til deres swapkunder for ikke at have informeret fuldt ud om swaplån. De seks banker har tilsammen solgt næsten 18.000 renteswaps til små og mellemstore virksomheder mellem 2005 og 2010. Ikke alle swapkunder får kompensation. Det hollandske finanstilsyn havde opfordret bankerne til at indgå forlig. Det får næppe nogen betydning for danske landmænd med swapaftaler, vurderer dansk ekspert.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle