Regeringsudvalg: Dagpenge skal være mere attraktivt for landmanden

Landbrug & Fødevarer støtter op om de netop offentliggjorte anbefalinger til et mere tidssvarende og enkelt dagpengesystem for selvstændige.

Det nuværende dagpengesystem er utidssvarende for de mange danskere, der ikke har et traditionelt lønarbejde, men er selvstændige eller har en kombination af selvstændig virksomhed og lønarbejde.

Det mener Landbrug & Fødevarer, der glæder sig over de netop offentliggjorte anbefalinger til et nyt dagpengesystem for selvstændige. Anbefalingerne kommer fra den arbejdsgruppe, som regeringen i februar 2016 nedsatte for at se på, hvordan et nyt dagpengesystem for selvstændige kunne se ud.

Landbrug & Fødevarer er i store træk tilfredse med arbejdsgruppens anbefalinger.

"Vi ser meget positivt på arbejdsgruppens anbefalinger. Vi har fra starten sagt, at vi ønsker et mere tidssvarende og enkelt dagpengesystem for selvstændige, der bygger på digitale løsninger, og som i højere grad understøtter iværksætteri og giver mulighed for en fornuftig tilbagetrækning," siger Anders M. Klöcker, områdedirektør, erhvervspolitik, Landbrug & Fødevarer

L&F har anbefalet, at beskæftigelseskravet og beregning af dagpengesatsen skal kunne opfyldes ved at sammenlægge indtægt fra lønarbejde med indtægt fra selvstændig virksomhed.

"De anbefalinger har arbejdsgruppen også med. For personer med en kombination af lønarbejde og selvstændig virksomhed er det væsentligt med et fleksibelt system, hvor man ikke bare hører til i enten den ene eller den anden "kasse"," siger Anders M. Klöcker.

Han fremhæver fire forslag som Landbrug & Fødevarers medlemmer især vil kunne få glæde af.

For det første er der lagt op til at optjeningsreglerne ændres så retten til dagpenge kan optjenes med en kombination af selvstændig virksomhed og lønindkomst. Med Arbejdsgruppens forslag vil retten til dagpenge være indkomstbaseret og al indtægt fra både selvstændig virksomhed og lønarbejde vil tælle med.

Derudover anbefaler arbejdsgruppen at satsberegningerne ændres, så alle får mulighed for at få beregnet deres dagpengesats på baggrund af forskellige indkomster.

Endelig er der lagt op til enklere ophørsregler, og kravene til deltidslandbrug bliver forenklede.

"Det er alle forslag, som vil gøre det nemmere at drive landbrug i Danmark," siger Anders M. Klöcker.

Han ærgrer sig dog over arbejdsgruppens anbefalinger om at dagpengeretten for selvstændig bibeskæftigelse nedsættes fra halvandet år til syv måneder og mindstesatsen afskaffes. I dag kan nogle selvstændige få udbetalt dagpenge med en mindstesats frem for en individuelt beregnet sats.

"Det vil desværre betyde, at der vil være nogle landmænd, der risikerer at få en lav dagpengesat eller helt miste deres dagpenge. For eksempel kan en landmand med svigtende indtjening på grund af lave afregningspriser få et meget lavt beregningsgrundlag," siger Anders M. Klöcker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle