Af Erik Lorenzen, landmand, formand for Iller Vandværk og byrådsmedlem for Fælleslisten.
Vi har alle interesse i at sikre rent drikkevand, også i fremtiden. Hvorfor mødes myndigheder, vandværker og de berørte landmænd ikke i en konstruktiv dialog om at finde en holdbar og langsigtet løsning? Hvad er formålet med at søge konfrontationen?
Argumenter om at det er godkendte sprøjtemidler, vi bruger i landbruget, holder ikke. Vi har aldrig brugt andet end godkendte sprøjtemidler. Alligevel er et ikke ubetydeligt antal vandboringer blevet lukket på grund af forurening med nogle af disse midler. Indtil nu har løsningen været at bore dybere, og steder hvor der er jordlag, der beskytter grundvandet bedre. Det kan vi ikke satse på i al fremtid.
At etablere sikkerhedsboringer i indvindingsområderne, hvor man kan følge en evt. nedsivning af sprøjtemidler i forskellige dybder, er heller ikke holdbart. Findes der f.eks en forurening i 25 meters dybde, er det for sent. Den vil med stor sandsynlighed nå det dybere liggende grundvand på et senere tidspunkt.
Naturstyrelsen har kortlagt de områder, hvor indvindingen af rent drikkevand kræver beskyttelse. Byrådet har pålagt vandværkerne at indgå et solidarisk forpligtende samarbejde om at sikre disse områder. Også det økonomiske omkring en kompensation til de landmænd, der må leve med restriktioner i brugen af sprøjtemidler.
Landmændene skal ikke straffes, fordi de bor, lever og driver deres landbrug oven på et vandindvindingsområde. De skal ikke spises af med et engangsbeløb pr. hektar jord og en tinglysning, der forringer deres ejendomsværdi. De skal fuldt ud kompenseres for det udbyttetab, der hvert år vil være ved ikke at bruge godkendte kemikalier.
Efterfølgende kan fokus være på en jordfordeling og dermed sikre fremtiden for de berørte ejendomme.
Jeg er overbevist om, at vi solidarisk kan håndtere og betale den kompensation, der er nødvendig for at være 100 pct. sikre på, at vores efterkommere også har rent drikkevand i hanerne. Om det så er 50 øre eller en krone pr. kubikmeter vand får ikke den almindelige borger til at gå fra hus og hjem.
Jeg er også overbevist om, at hvis landmændene kompenseres ordentligt og i fuldt omfang, vil de også gerne være med.
Det eneste, det kræver, er en konstruktiv dialog med og i respekt for hinanden.
