Retur til DanBred: Kollunds svin vender ’hjem’ igen

Glæde hos DanBred over at kunne byde Kollunds svin velkommen tilbage i familien.

Efter to års pause, bliver Kollund Øst igen leverandør af svin til DanBred. Det sker efter landbruget med besætning blev købt af Munbro Svineavl i sidste uge.

”Det glæder mig, at vi nu kan byde Kollund Øst velkommen i DanBred-familien igen. Konkret betyder Munkbros køb af bedriften, at vi bliver endnu bedre gearet til at følge med den stigende efterspørgsel, der er på DanBred-sopolte,” siger adm. direktør Thomas Muurmann Henriksen, DanBred, og fortsætter:

”Kollund Øst har den højeste sundhedsstatus i SPF-SuS og har haft den i mange år. Så det er helt sikkert et ekstra plus”.

Kollund Øst har tæt på 1.000 søer, og landbruget har tidligere produceret i mellem 8.000 og 10.000 so-polte om året.

Historisk tilknytning til DanBred

Tidligere har Kollund Øst haft en meget lang historisk tilknytning til DanBred-familien, men i 2016 blev bedriften en del af AC Farming og trukket ud af DanBred-samarbejdet. AC Farmings plan var, at svinene skulle sælges gennem det nye salgsskab Danish Pig Genetics. Inden det blev en realitet, gik AC Farming A/S og AC Farming Kollund A/S dog konkurs.

Fredag i sidste uge kom det frem, at Munkbro Svineavl A/S, der ejes af Laurids Søndergaard Christian Stokkendal og Jacob Skals, har købt Kollund Øst.

Køberne har overtaget landbruget med besætning samt 200 hektar jord, hvor de 175 hektar er under plov.

Ud over Kollund Øst omfatter konkursboet efter AC Farming Kollund A/S også stalde og showroom i den nybyggede ’Den Sorte Diamant’ samt nyrenoverede stalde til 1.100 søer i Riis ved Give.

Munkbro Svineavl har kun købt Kollund Øst.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle