Rigmand sætter stor herregård til salg for 185 mio. kr.

Herregård i Midtjylland med 910 hektar med kendt rigmand som ejer er udbudt til salg for 185 mio. kr.

Enestående smuk beliggenhed, driftsbygninger af høj standard og fantastisk jagtejendom.

Det skorter ikke på superlativer i salgsopstillingen for Lynderupgaard Gods, der netop er blevet sat til salg på landbrugsadvokat.dk ved advokat Mogens Nørup-Hansen med et prisskilt på 185 mio. kr.

Lynderupgaards Gods betegnes som en af de store, kendte midtjyske herregård med en beliggende i et storslået fjordlandskab ud til Hjarbæk Fjord nord for Viborg ved Skals.

Lynderupgaard er Danmarks ældste bindingsværkherregård og har voldgrav og haveanlæg. Hovedbygningen er fra 1500-tallet.

Sælger af godset, der har et jordtilliggende på 910 hektar og et stort korntørringsanlæg, er forretningsmanden Ove Glerup, der indledte sin karriere tilbage i 1967, da han åbnede eget tømrerfirma ved Løgstør.

Tømrerfirmaet voksede sig stort og gennem 80’erne og 90’erne var firmaet storproducent af døre.

Vest-Wood solgte han siden til kapitalfonden Axcel, og Ove Glerup har i dag aktiviteter i blandt andet Samson Group A/S, som han ejer.

Af de 910 hektar er cirka 750 hektar tilskudsberettiget agerjord. Avlsgården omfatter et stort moderne korntørringsanlæg og nye driftsbygninger. Mægleren fortæller desuden, at det er en fantastisk jagtejendom i varieret terræn på gæs, ænder, fasaner, råvildt og kronvildt.

Nedenfor kan du se mæglerens video, hvor vi blandt andet tages med op i drone over ejendommen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle