Rigtige Mænd tabte til rigtige bønder

På Landsskuet i Hernings 2. dag skulle fem hold deltage om at kunne kalde sig vindere af årets "Bondedyst". Blandt de konkurrerende var deltagerne i DR-programmet 'Rigtige Mænd'.

Fredag 3. juli på Landsskuet i Herning, skulle der konkurreres i ”Bondedyst”. De stridende parter skulle findes blandt deltagerne i det populære DR-program ”Rigtige Mænd”, Familielandbruget, Landboforeningen Heden & Fjorden, LandboUngdom og landsledelsen fra LandboUngdom.

Det var der mange, der havde set frem til, så alle siddepladser ved skuets Store Ring var optaget, og langt over halvdelen af dem var kvinder.

Balle-rulning

Første disciplin var mini big balle-rulning, hvor deltagerne, som navnet antyder, skulle trille en mini big balle fra den ene ende til den anden, til stor morskab for de fremmødte.

Ringspil

Næste disciplin var en voksen udgave af ringspil. Her skulle der kastes dæksider over en pæl, en disciplin der krævede råstyrke og præcision, og her tog de ”Rigtige Mænd” sejren.

Dækskifte

Næstefter skulle der kæmpes i kategorien dækskifte. Her skulle en deltager skifte to dæk, og bagefter skulle to nye deltager så ud på en såkaldt ”farmer-walk”, hvor der skulle transporteres små halmballer over og under forhindringer. Dernæst måtte de svedende deltagere fatte en fork og smidt ballerne op i en vogn, så næste deltager kunne sendes ud på en cykel-ringridningskonkurrence.

Cykelringridning kunne ingen af deltagerne finde ud af, og det kunne publikum vist helt fint forstå, for langt de fleste var vist bedre til at styre en traktor end en tohjulet. Med hjælp fra holdkammeraterne lykkedes det dog alle holdene at komme i mål.

Sofa, hammer og toiletbræt

Så skulle den sidste disciplin afgøres. En sofa, en hammer og et toiletbræt, en mærkelig sammensætning, men det gav mening, da speakeren fortalte, at sofaen skulle igennem toiletbrættet, og det kunne man passende gøre med hjælp fra hammeren. Der blev banket, rykket og smadret i de stakkels sofaer - som heldigvis i forvejen så ud til at have udtjent deres værnepligt.

Vinder fundet

Der blev fundet en vinder i de sære – men sjove – discipliner, og det var, til publikum og de andre deltageres overraskelse, Familielandbruget, med blandt andet Lone Andersen på holdet, der kunne række armene i det varme vejr som sejrherrer (og -kvinde).

3. pladsen gik til de "Rigtige Mænd", og på 2. pladsen var det Landboforeningen Heden & Fjorden.

Bagefter gik de svedende og tørstende deltager i Heden & Fjordens telt, hvor et fadølsanlæg var stillet til rådighed, og det så ud til at være et hit.

 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle