Rumænske Iulian får pris som mekaniker

Iulian Scripcariu kom til Danmark som landbrugsmedhjælper i 2005. Nu er han en dygtig og prisbelønnet mekaniker hos Skanderborg Maskincenter.

En dag ringede en kunde til Skanderborg Maskincenter på grund af nedbrud i en landbrugsmaskine. Han skulle bruge en mekaniker med det samme.

»Desværre - vi har »kun« en lærling,« måtte værkfører Lars Særkjær svare.

»Det var landmanden ikke meget for,« fortæller Bjarne Elkjær, direktør for Maskincentret.

»Men det utrolige var, at kunden ringede ind næste dag og sagde, at den lærling måtte de meget gerne sende igen. Han havde været så dygtig, ordentlig og høflig,« fortsætter Bjarne Elkjær.

Lærlingen var Iulian Scripcariu, rumæner og bosat i Danmark siden 2005. I sidste uge fik han Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumslegat på 5.000 kroner.

»Jeg har altid drømt om at blive bilmekaniker, og for fire år siden besluttede jeg, at nu skulle det være. Men jeg vidste ikke hvor og hvordan. Så jeg spurgte min daværende chef på den gård, hvor jeg arbejdede,« fortæller Iulian Scripcariu, der netop har bestået sin svendeprøve som maskinmekaniker med karakteren 10.

»Min gamle chef fandt pladsen her. Og det er faktisk bedre at være traktormekaniker, for man får lov at lave mange flere ting,« siger han selv.

Læste til dyrlæge

Lige siden han var dreng, har Iulian Scripcariu drømt om at blive mekaniker.

»Jeg elsker at arbejde med mekanik og at lave fejlfinding,« fortæller han.

Alligevel begyndte han at læse til dyrlæge i Rumænien.

»Det skyldtes økonomien. Man kunne få støtte og kost og logi, mens man læste. Det var også spændende nok, men jeg vil hellere arbejde med mekanik,« understreger han.

Den slags vi har brug for

For Jens Åge Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening, er Iulian Scripcariu et eksempel på nogle af de mennesker, erhvervet har brug for.

»Det er ingen hemmelighed, at det kniber med at skaffe lærlinge, der vil være maskinmekanikere. Men vi gør meget ud af, at de kan uddanne sig videre. Og det potentiale, der er blandt udenlandske medhjælpere, skal vi absolut være åbne for,« siger han.

Direktør i Skanderborg Maskincenter, Bjarne Elkjær, ansatte da også Iulian Scripcariu, lige så snart han havde fået sit svendebrev.

Faktaboks

Ni legater

  • I alt uddeler Dansk Maksinhandlerforening ni legater
  • Hvert legat er på 5.000 kroner
  • Legaterne uddeles til unge i hele landet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle