Russiske svineproducenter presses i knæ af lavt forbrug og import af svinekød

Et lavt forbrug af svinekød og import af svinekød rammer de russiske svineproducenter. Halvdelen forventes at få underskud i 2018.

Produtionen af svinekød kører på skinner i Rusland, der nærmer sig en selvforsyningsgrad på 100 procent.

Frem til udgangen af november er årsproduktionen af svinekød drønet op med yderligere seks procent til 2,45 mio. tons. Det rapporterer GlobalMeatnews.

Samtidig har gunstige valutaforhold bidraget til, at Rusland i samme periode har sat skub i importen af svinekød, så den er vokset til til 300.000 tons.

Så langt så godt - for forbruget af svinekød i Rusland er ifølge GlobalMeatnews blot 25 kg pr. indbygger svarende til omkring 2,65 mio. tons og dermed er produktionen og importen samlet set større end landets forbrug af svinekød.

Det er velkendt, at det russiske styre siden januar 2014, hvor landet indførte importforbud mod svinekød fra Europa, har sat en række initiativer i gang for at blive selvforsynende.

Det har tilsyneladende taget overhånd, for de russiske svineproducenter har talrige gange gjort opmærksom på en overforsyning af svinekød i Rusland for at undgå, at markedet for svinekød falder sammen.

Prisfaldene er allerede indtruffet.

Russiske EMEAT har ifølge GlobalMeatnews estimeret, at svinepriserne i den europæiske del af Rusland er faldet med knap 13 procent fra januar til oktober. I 2018 forventes priserne at falde yderligere 5-15 procent fra de nuværende niveauer og vil ramme producenternes økonomi hårdt. Det anslås, at op mod halvdelen af producenterne vil få underskud næste år.

Krisen forstærkes af, at produktionen af svinekød i 2018 forventes at overgå forbruget. I 2018 ventes nemlig yderligere 135.000 tons svinekød svarende til 3-4 procent på markedet, mens forbruget ventes at stige 1,5-2 procent svarende til 50.000-60.000 tons.

En vej ud af krisen er en øget eksport, som har stor opmærksomhed og også går frem, selv om landet har svært ved at få eksportadgang for svinekød.

Frem til november 2017 var eksporten opgjort til 50.700 tons svinekød og forventes at stige til 80.000-85.000 tons næste år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle