Sådan udjævner du størrelsen af faringsholdene
Mindst halvdelen af svineproducenterne kan have fordel ved at sætte fokus på at udjævne størrelserne af faringsholdene og undgå pres på farestierne i perioder, mener svinekonsulent, Nikolaj Stidsen, LMO.

De fleste svineproducenter oplever, at mange faringer i perioder også har en bagside. Den helt store frygt er nemlig, at farestien står tom og at indtægten dermed udebliver. Det påpeger svinekonsulent Nikolaj Stidsen fra LMO.

”Det er generelt en udfordring for de fleste svineproducenter i dag. Det kan være rigtig svært, at få det rette antal søer til faring, set over en periode på fire-fem uger, svarende til det antal uger søerne er i farestalden," siger han, og fortsætter:

”Det springende punkt er, at ”frygten for en tom faresti” gør, at mange svineproducenter har en for høj produktion i forhold til, hvad der er optimalt. Vi ser et for stort pres på farestierne, og dette kan i mange tilfælde afhjælpes ved at udjævne størrelserne på faringsholdene.

Jeg tror, at over 50 procent af svineproducenterne kan have en fordel ved at sætte fokus på dette”, siger han.

Antal skal udjævnes

Ifølge LMO’s svinekonsulent er det vigtigt, at de udsving, som der altid er i antal løbninger fra uge til uge, bliver udjævnet, så er 4-5 ugers løbende gennemsnit passer til antallet af farestier, der er til rådighed:

”En metode til udjævning af faringsholdene er ved for eksempel at inseminere 3 procent ekstra søer, og efter drægtighedsscanning foretage en regulering af løbeholdet, så det med et 4-5 ugers gennemsnit passer med antallet af farestier”, siger Nikolaj Stidsen.

Ifølge LMO Svins beregninger er udgiften til en ekstra løbning 2,5 portion sæd og foder i 28 dage, i alt ca. 200 kr. pr. so svarende til 14 kr. pr. årsso.

”Dette skal ses som en forsikring mod at en manglende faring koster ca. 1500 kr. Samtidig er der også en omkostning til lavere produktivitet pr. gris, når vi har for mange faringer som en følge af en lavere fravænningsvægt”, konkluderer svinekonsulenten.

Ugen på spidsen: Flere farestier eller færre søer, takSvin 7. juni · 09:20

Flere muligheder for at udjævne faringshold

Udover regulering af løbehold efter scanning er der flere andre forhold, som man kan vælge at arbejde med for at jævne antallet af løbninger.

Ved fravænning er det vigtigt, at der ses på de næste 4-5 ugers faringer, og anvende gennemsnittet til at bestemme antallet af fravænninger, så det efterfølgende antal løbninger bliver jævnt.

”Poltestyring er også et vigtigt redskab i denne sammenhæng. For de som bruger Altrisyn er der en helt oplagt mulighed for at jævne antallet af polte, der skal løbes og dermed gøre det nemmere at planlægge antallet af søer, der skal fravænnes hver uge”, siger Nikolaj Stidsen.

Ifølge LMO Svin er den optimale styring med Altrisyn til stede, når der efter faring tages stilling til antallet af slagtesøer fra farestalden om fire uger og dermed planlægger hvor mange polte, der skal starte med Altrisyn for, at det er muligt at få antallet af løbninger til at passe ud fra det ønskede antal slagtesøer.

”Når der bliver brug for at løbe ekstra søer med henblik på at sikre løbninger nok, kan der med fordel ses på de søer, som er i kategorien ”måske slagtes”. Hvis det efter scanning viser sig, at der er løbet for mange søer, så gør det ikke så ondt at sende disse søer til slagt. Hvis det viser sig, at der er behov for løbningen, så kan de klare sig nogenlunde i farestalden.

Men øvelsen kræver konsekvens – hvis man ikke får slagtet ud i de løbehold, der er for store så er vi tilbage hvor vi startede med alt store udsving over året," siger konsulenten.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle