Sønderjyske landmænd kan få gratis rådgivning

Torsdag 7. juni kan landmænd lægge vejen forbi Vojens og få gratis rådgivning fra Sønderjysk Landboforening. SLF inviterer alle interesserede til et åbent hus arrangement på Billundvej 3, hvor der individuelt drøftes optimering og konkurrenceevne ud fra landmandens fraktilanalyse.

"De fleste landmænd kender en fraktilanalyse, men det er måske de færreste, der gør brug af den. Derfor har vi lavet et gratis arrangement, hvor man kan komme ind og få rådgivning og ideer til optimering af driften".

Sådan lyder det fra cheføkonom Andreas Gram i Sønderjysk Landboforening, SLF.

Det skriver SLF i en pressemeddelelse.

Små justeringer kan give effekt

Det kan nogle gange være få justeringer, som skal til, for at optimere driften, pointerer Andreas Gram.   

En fraktilanalyse giver et hurtigt overblik over bedriftens konkurrenceevne og forbedringspotentialer på basis af driftsgrenanalysens resultater.

I analysen kan man eksempelvis se udbytte af planteavl, bygnings- og maskinomkostninger, jordleje, foderomkostninger, dækningsbidrag pr. årsko og så videre.

"Fraktilanalysen giver et overblik over, hvordan det går med landmandens bedrift, og hvor man kan sætte ind for at få størst optimeringseffekt. Hvis man eksempelvis har et højt forbrug af grovfoder, men ydelsen er lav, så er der måske noget, der skal justeres et sted", fortæller Andreas Gram, der har taget initiativ til arrangementet.

Bred repræsentation af rådgivere

Flere økonomikonsulenter og planteavlsrådgivere fra SLF deltager, og samtidig er SvineRådgivningen og Syddansk Kvæg inviteret med.

På den måde har landmanden mulighed for at få en snak med alle rådgiverne på skift og komme bredt omkring bedriften på mindre end et par timer.  

Arrangementet finder sted mellem kl. 13 og 16 den 7. juni, og det er vigtigt, at man tilmelder sig først, så SLF kan have landmandens fraktilanalyse klar på dagen. Oplysningerne trækkes hos SEGES.

SLF er samtidig vært med kaffe og kage.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle