S og R stemte også for ny husdyrlov

Ny husdyrlov vedtaget med ikke bare regeringens og DF’s, men også S og R fra oppositionen.

Når Mette Frederiksen rækker hånden frem til landbruget med forslag om ro og stabilitet om de grundlæggende rammevilkår, så mener hun det.

»Det er bl.a. derfor vi stemmer for den ny husdyrregulering, hvor mark og stald adskilles og hvor der indføres fosforlofter.«

Det fastslår Simon Kollerup, miljøordfører for Socialdemokratiet efter at S har stemt for den nye husdyrlov, der blev vedtaget af Folketinget i dag.

Han peger på, at det er en del af deres politik, at erhvervet og miljøet skal være i balance. Derfor er de tilfredse med, at regeringen i en tekst sammen med S forpligter sig til, at husdyrreguleringen skal blive mere miljøvenlig end den er i dag, også selvom der kan komme mere fosfor ud i en periode.

»Nu håber jeg, at regeringen vil bruge anledningen til at tage imod Socialdemokratiets fremstrakte hånd om forhandlinger af fremtidens landbrugsregulering. Landmændene efterspørger stabilitet og ro om deres situation. Tiden er til at gå til forhandlingsbordet, og som alle landmænd kan se, så er vi klar,« siger han.

Radikalt ja

Hos de radikale har miljøordfører Ida Auken også set frem til en ny husdyrlov.

»Det er den rigtige styringsmodel, som vi har arbejdet på i lang tid, fordi den er outputstyre. Det har jeg ønsket hele tiden for at reguleringen bliver mere målrettet,« siger hun.

Ida Auken er glad for, at man har benyttet sig af de arbejde, hun selv påbegyndte, da hun var miljøminister.

Samtidig fremhæver hun også, at det er vigtigt at landbruget får stabile vilkår – og derfor er de radikale gået med, selv om det også er et kompromis for partiet.

»Vi havde gerne set, at flere naturtyper var taget med ind. Vi frygter, at det er et af de steder, EU siger, det er en ommer. Der er også usikkerhed på grundvandsbeskyttelsen – det står ikke klart om det er forbrugeren eller forureneren, der betaler, hvis grundvandet påvirkes. Vi mener, det skal være forureneren,« siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle