Samarbejde om landbrugsinnovation på Lolland-Falster kan hjælpe lokale landmænd

Nyt samarbejde om landbrugsinnovation på Lolland-Falster skal tiltrække nye virksomheder til inden for landbrug.

Potentialet for landbrugs- og fødevareområdet på Lolland-Falster er stort, og det skal tiltrække nye virksomheder. Det kan i sidste ende skabe en bedre økonomi for landmændene. Derfor har erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster netop startet et samarbejde med Agro Business Park og Accelerace, og sammen tager de udgangspunkt i både lokale virksomheder og i at tiltrække virksomheder fra andre egne af Danmark og udlandet. Fokus er både nye processer, f.eks. inden for forarbejdning- og forædling, men også nye afgrøder og slutprodukter.

Udover nye teknologier til landbruget, skal samarbejdet også understøtte, at virksomhederne informerer og samarbejder med landmænd på Lolland-Falster om de muligheder, de kan få inden for dyrkning af nye typer afgrøder, som ellers ikke bliver dyrket i Danmark. Som eksempel nævner Steffen Lund, forretningschef for Landbrug & Fødevarer i Business Lolland-Falster, typen superfood, der dækker over fødevarer, der indeholder en ekstra stor koncentration af næringsstoffer, som for eksempel vitaminer, mineraler og antioxidanter, og i nogle tilfælde er de også ekstra rige på de sunde fedtsyrer. Betingelserne for at dyrke det er særligt gode på Lolland-Falster, fortæller han.

»Denne form for afgrøder er særligt relevant i forhold til Lolland-Falster, fordi vi har et mildt klima, frugtbar landbrugsjord og kompetente landmænd, som er rigtig gode til at dyrke specialafgrøder eller generelt afgrøder, der kan være svære at dyrke i Danmark. Derudover har vi en meget stærk klynge af internationalt orienterede følgevirksomheder. De ting til sammen er med til at gøre Lolland-Falster til det bedste planteavlsområde i Danmark,« siger han.

Styrke landbrugets økonomi

Han påpeger, at målsætningen for det nye samarbejde også er at udvikle den internationale styrkeposition som landbrugs- og fødevareproduktionen på Lolland-Falster. Det gøres ved at give både eksisterende virksomheder og startups inden for fødevareteknologier og -produktioner de bedste muligheder for nye og forbedrede produkter og produktioner.

Ifølge Steffen Lund skal der bruges en del kapital for at gennemføre denne type investeringer, og derfor arbejder de med et set-up for kapitalfremskaffelse via lokale investorer, heriblandt de eksisterende agro-relaterede virksomheder og landmænd som generelt er ganske kapitalstærke.

»Derfor har vi forudsætningerne for at kunne indgå som medejere i de nye virksomheder, hvilket vi mener i sidste ende kan styrke landbrugenes økonomi,« siger Steffen Lund.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle