Seges henter ny direktør hos Patriotisk Selskab

Ny sektordirektør for planter er på plads hos Seges.

Ivar Ravns efterfølger hos Seges er nu fundet. Det bliver Troels Skovsby Toft på 51 år. Han kommer fra en stilling som chefkonsulent i planteavlsafdelingen i Patriotisk Selskab.

Ivar Ravn var tidligere leder af planteavlsområdet hos Seges, men fik ny titel af direktør for business, det vil sige salg af Seges’ ydelser og it-systemer.

Troels Skovsby Toft er født i Askov ved Vejen, hvor han også tog studentereksamen. Efter tre år med pladser ved landbruget i ind- og udland, blev han uddannet agronom fra Landbohøjskolen og begyndte sin erhvervskarriere som planteavlslærer på Dalum Landbrugsskole. Fra 1993-98 arbejdede han som planteavlskonsulent på Sydfyns Landbocenter i Svendborg, og kom efterfølgende til Patriotisk Selskab. Her blev han i 2005 udnævnt til seniorkonsulent og i 2007 chefkonsulent og leder af afdelingen.

Den nye direktør har en bred og alsidig baggrund, blandt andet som forfatter af faglige artikler og deltagelse i diverse konkurrencer om planteproduktion, herunder de tyske Feldtage. Troels Skovsby Toft har også fungeret som censor ved landbrugsuddannelserne, fremhæver Seges i en pressemeddelelse.

Den nye sektordirektør er gift og har en voksen datter. I fritiden driver han blandt andet et mindre landbrug, og nyder at gå på jagt.

Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion, glæder sig over, at den sidste af Seges’ nye sektordirektører nu er på plads.

"Troels Skovsby Toft kommer til Seges med en lang erfaring fra rådgivningen. Han er vant til at arbejde med de konkrete problemstillinger i planteavlen og finde gode løsninger. Den praksisnærhed og fokus på landmandens bundlinje er en uhyre vigtig egenskab for den nye direktør, og det besidder Troels Skovsby Toft. Han vil være garant for at de løsninger, som vi skaber, kommer ud at arbejde i praksis. Blandt andet fordi, han er en stærk og dygtig kommunikator. Derfor er han et helt rigtigt valg til rollen som sektordirektør," siger Torben Hansen.

I efteråret blev det meldt ud, at ny sektordirektør for svineproduktion er Christian Fink Hansen, tidligere professor og studieleder på Institut for Produktionsdyr og Heste, Københavns Universitet. Claus Fertin, tidligere leder af Videncenter for Svineproduktion, valgte at takke nej til stillingen og søge nye udfordringer.

På kvægområdet valgte den hidtidige direktør for Seges Kvæg, Gitte Grønbech, at takke ja til den nye stilling som sektordirektør.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle