Seges skyder DN's Filsø-forklaring ned: Giver ikke mening

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, holder fast i, at landbruget er skyld i fiskedøden i Filsø - eksperter er uenige.

Sagen om massiv fiskedød i Filsø i Vestjylland fik i weekenden flere politikere og Danmarks Naturfredningsforening (DN) til at pege på landbruget som skyldig .

Til DR sagde DN's præsident Maria Reumert Gjerding fredag 10. august, at "der er ingen tvivl, det er uden for enhver diskussion, at det er landbruget, der er skyld udvaskningen af næringsstoffer til søen".

Og hun uddyber i et skriftligt svar til landbrugsavisen.dk, efter Theis Kragh, lektor ved Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet, afviser, at landbruget var den skyldige:

"En meget stor del af Filsøs opland er landbrugsland. Iltsvindet skyldtes let omsættelig organisk materiale, der stammede fra dræn i oplandet", skriver hun i svaret og fortsætter: 

"Derfor undrer det mig meget, at det påstås, at hovedkilden til det næringsrige vand skulle stamme fra skovbund og hede og ikke fra landbrugsarealerne, som jo er den helt dominerende arealanvendelse i Filsøs opland".

organisk stof kan komme alle steder fra

Men den forklaring holder ikke vand, forklarer chefkonsulent i Seges Flemming Gertz.

"Organisk stof kan komme fra mange kilder, og det er umuligt at sige, at landbrugsmarker alene skulle være den skyldige her. Havde der været skov, havde der også kunnet samle sig organisk materiale", siger han til landbrugsavisen.dk

I Radio24syv tirsdag 14. august blev Maria Reumert Gjerding forelagt Theis Kraghs afvisning af landbruget som den skyldige, men præsidenten holder fast:

"Hovedproblemet er dræning fra landmændenes marker ud i søen. Jeg er egentlig ikke ude på at diskutere skyldsspørgsmål, men nu er det landbrugsarealer, der ligger i området. For naturens og vores alles skyld bør vi hive drænene op og lave varig naturbeskyttelse", sagde hun i radioen.

Men her er vi ude i utopi, lyder det fra chefkonsulent Flemming Gertz.

"Den forklaring giver ikke mening. Det er jo ikke kun landbruget, der dræner. Det er vigtigt at sige, at Theis Kragh ikke skælner mellem åbne dræn som eksempelvis almindelige grøfter og lukkede drænrør, som landbruget blandt andre bruger, i sin undersøgelse", forklarer han og fortsætter:

"Dræn sørger for, at grundvandet ikke stiger, hvilket er vigtigt for vores infrastruktur. I det område er der jo huse, veje og byer, så det er en utopi at hive drænene op og lave det hele til et vådområde. I Vestjylland har de allerede problemer med forhøjet grundvand, og det ville blive meget værre, hvis man ikke drænede".

stillestående vand er kommet ind i søen

Seges' forklaring af iltsvindet i søen handler om, at vandet i et hele vandløbssystemet har stået stille og er blevet skyllet ud i søen ved et skybrud.

"I vandløb og et forbassin til søen har vi fået observationer, der fortæller, at der har samlet sig henfalden muddervand, der er iltforbrugende, og det er kommet ind i søen ved et skybrud, der har skubbet vandet ud", siger Flemming Gertz fra Seges og tilføjer:

"Det problematiske vand har samlet organiske stoffer fra alle mulige kilder, og jeg har svært ved at forestille mig en metode, der kan konkludere, at det er landbrugets skyld".

Maria Reumert Gjerdings første udtalelser kom før, undersøgelserne af baggrunden for iltsvindet var færdige, og Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild undrer sig over udtalelserne.

"De ting, hun har sagt, må stå for hendes egen regning. Men jeg undrer mig over behovet for at udtale sig så tidligt, og det ligner ikke Maria Reumert Gjerding, som jeg ellers har et godt og respektfuldt forhold til", siger han til landbrugsavisen.dk.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle