Shredlage udelukker ikke kompakt fuldfoder

Med en længere blandetid er det ikke umuligt at kombinere shredlage med kompakt fuldfodring.

Shredlage og kompakt fuldfoder - det er ikke enten/eller.

Det mener kvægrådgiverne Katrine Bjørn og Mette Fjorside, Heden & Fjorden, som går i rette med de seneste ugers udmeldinger om, at den amerikansk inspirerede høstmetode ikke kan kombineres med det danske fodringskoncept ’kompakt fuldfoder’.

»Det kan muligvis kræve en længere blandetid, fordi shredlage har en længere struktur. Men det er ikke umuligt, og har man lyst til at afprøve høstmetoden, ser vi ikke noget problem i at koble det med kompakt fuldfodring,« uddyber Katrine Bjørn.

Kan være win-win

Hvis shredlage-metoden under danske forhold kan hæve fordøjeligheden af NDF på samme vis som i USA, kan kombinationen af høstmetoden og kompakt fuldfodring vise sig at være win-win for mælkeproducenterne.

»Vi ser en tendens til, at vi kan hæve grovfoderandelen med kompakt fuldfodring, fordi køerne kan æde mere foder.

Og kan vi samtidig opnå en højere fordøjelighed af NDF i majsen og dermed hæve udnyttelsen af foderet, kan kombinationen blive særdeles spændende,« vurderer Katrine Bjørn, som dog afventer de danske fodringsforsøg med shredlage.

Ny metode ikke afprøvet

I Heden & Fjordens område er majshøsten netop startet, og med et nyligt svirp af frost, forventes majsen hurtigt at forsvinde fra markerne i området.

Rådgiverne har endnu ikke kendskab til, at lokal majs er høstet som shredlage.

Faktaboks

Kombinationen

  • Ifølge rådgiverne fra Heden & Fjorden er der en tendens til, at grovfoderandelen kan hæves ved fodring med kompakt foder.
  • Ved shredlage forventes fordøjeligheden af NDF at stige.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle