Skovdyrkerne forlader København

Skovdyrkernes sekretariat flytter fra Amalievej på Frederiksberg til ’Skovdyrkernes Hus’ på Parallelvej i Ry.

Efter enig indstilling fra både skovridere og sekretariatschef har Skovdyrkernes hovedbestyrelse enstemmigt besluttet at flytte foreningens sekretariat fra Frederiksberg i København til Ry.

Adressen bliver fremover Parallelvej 9a i Ry. Der har lokalforeningen Skovdyrkerne Midt og Green Product, der står for Skovdyrkernes eksport af juletræer og klippegrønt, i forvejen til huse, og bygningen i Ry har allerede uofficielt fået navnet ’Skovdyrkernes Hus’.

Beslutningen er en opfølgning på den situation, at Svend Christensen stopper som sekretariatschef til sommer, og at man skal finde en ny sekretariatsleder.

Flere placeringer i Jylland har været i spil, men både skovriderene og hovedbestyrelsen var enige om, at Ry var den mest optimale placering.

Flytningen bringer Sekretariatet tættere på Skovdyrkernes driftsmæssige aktiviteter, ligesom den understøtter en tættere integration mellem de lokale skovdyrkerforeninger med mulighed for hurtigere fælles udvikling. Eksempelvis kan Ry nås fra alle Skovdyrkernes fem lokale foreningskontorer på omkring en time.

Skovdyrkernes udlandsvirksomhed i selskabet Danish Forestry Extension A/S forbliver i København.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle