Skuffende jobtal fra USA, men højere løn

156.00 nye job i USA mod forventet 178.000.

Af Jens Schjerning, analytiker, Agrocura

Kongen af nøgletal fra USA viste en ringere beskæftigelse end forventet på 156.000 personer mod ventet 178.000 personer – se graf.

Men, de to foregående måneder blev revideret op, således at tallet alligevel endte på det forventede, hvis vi da kan regne på denne måde. Tallet er dog ikke så ringe, at det sender bekymringer på det finansielle marked. Desuden var der positive tendenser på lønninger, der steg til det højeste niveau i over syv år.

Sammen med en arbejdsløshedsprocent på 4,7 procent gør det, at USA kører økonomisk ganske udmærket i øjeblikket. Det underbygger, at første halvdel af 2017 vil forløbe i fin form med mulighed for yderligere dollarstigninger, hvilket vi fra landbruget er yderst tilfredse med.

Lønpresset i USA gør dog, at centralbanken Fed formentligt i år vil gøre mere alvor af de tre rentehævninger de har lagt op til. Derved bliver det dyrere at være boligejer i USA, både fordi huspriserne er steget meget siden finanskrisen (husprisindekset ligger nu over toppen fra 2008), men også markant stigende finansieringsomkostninger via de højere renter.

Det vil som altid på sigt skubbe landet mod en ny lavkonjunktur, men det ligger længere ude i horisonten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.