Slægtsgård fylder 100 år og samler familien

For 100 år siden fik Alfred og Karen Jeppesen skødet på Snogekildegården ved Holbæk i hånden. Gården har været i familiens eje lige siden, og det har efterkommerne valgt at markere.

I 1917 købte Alfred og Karen Jeppesen Snogekildegården, der ligger nordvest for Holbæk. I dag, 100 år efter, er gården stadig på familiens hænder.

Lørdag fejres det med en sammenkomst for alle efterkommere. 

"Det kunne være hyggeligt for efterkommere at markere, at det er 100 år siden, at familien overtog gården, og så lave en lille fest ud af det," siger Hanne Hardis, gift med Kaj Hardis, 3. generation på Snogekildegården. 

Det er en dag, hvor efterkommere kan komme og se gården, fortælle røverhistorier og nyde god mad i hinandens selskab.

"Dagen starter med kaffe, og bagefter skal vi rundt og se gården. Der er jo sket nogle ændringer, siden gæsterne selv voksede op på gården eller var feriebørn deroppe. Vi skal også ned i engen og ned til kanalen, hvor mange af efterkommerne også har rendt rundt og leget som børn," fortæller Hanne Hardis.

Om eftermiddagen tager hele familien til Hagested forsamlingshus, hvor der vil være god mad og masser af snak. Til sidst vil der være mulighed for at tage på kirkegården for at besøge familiegravstedet.

Der er indtil videre 37, der har tilmeldt sig arrangementet, og de kommer fra hele landet. 

"Mange af dem ser vi normalt ikke. Med så mange fætre og kusiner, kan man ikke se dem alle. Nogen ser vi, fordi de bor tæt på. Andre bor i Jylland, så dem ser vi ikke," siger Hanne Hardis.

Fire generationer af landmænd

Da Alfred og Karen Jeppesen i sin tid levede på Snogekildegården, var der både planteavl, svin og kvæg. Da var der 25 hektar. Nu er der kun planteavl på gården, og på markerne dyrkes raps, vinterhvede og vårbyg. Til gengæld er der 120 hektar.

I dag er det 4. generation, der driver gården, men det er ikke alle i slægten, der har haft et ønske om at overtage bedriften.

"Min mands mormor og morfar købte gården i 1917, og så overtog en af deres sønner den i 1951. Han havde tre børn, men der var ikke nogen af dem, der ville overtage. Min mand kommer så ind som en nevø og overtager gården i 1988, så den var stadig i familiens eje," siger Hanne Hardis.

I 2009 overtog parrets søn og svigerdatter gården. De har to sønner på henholdsvis seks og ni år, så muligvis er 5. generation af landmænd på slægtsgården sikret. Det vil kun tiden vise.

LandbrugsAvisen fortæller gerne, når der er mærkedage i landbruget. Send en mail til post@landbrugsmedierne.dk, hvis du ønsker at fortælle jeres historie.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle