Slagterier i benhård kamp om kreaturerne

De danske kreaturslagterier ønsker alle at få flere slagtedyr. Det gør konkurrencen hård og noteringen bedre for landmændene.

Der er overkapacitet på de danske kreaturslagterier, og det skærper konkurrencen om at kapre slagtedyr.

Sådan fortæller flere slagteridirektører.

”Konkurrencen efter de danske kreaturer er benhård, og vi har valgt, at vi skal være konkurrencedygtige over for alle – er vi ikke det, får vi ingen kreaturer. Og det kræver, at landmanden har tillid til, at han får den rette pris, når han sender dyrene til os«, fortæller Lars Andersen, direktør og ejer i Himmerlandskød, der er en samling af de tidligere Nordic Beef, Kjellerup Eksportslagteri og A/S Hjalmar Nielsen.

Han betalte sidste år den højeste notering nogensinde til sine omkring 2.300 leverandører.

”I gennemsnit har vi betalt over 23 kroner pr. kilo for alle vores dyr, og det er det højeste, vi endnu har betalt i virksomhedens historie. Det har vi betalt, simpelthen fordi det har været muligt”, siger Lars Andersen.

Han så gerne, at flere leverede til koncernens tre slagterier i Hadsund, Aalestrup og Kjellerup, der sidste år stod for 23 procent af det samlede antal kreaturslagtninger i Danmark.

”Vi har en målsætning om at komme op på 25 procent af de danske kreaturslagtninger. Hvor mange dyr det helt præcist vil udmønte sig i, kan jeg kun gisne om«, siger han.

Ønsker at udvide

Ønsket om at udvide antallet af slagtninger går igen hos samtlige de store kreaturvirksomheder herhjemme.

I flere år i træk har Danish Crown Beef meldt, at de gerne ser flere dyr kørt til Holsted, hvor mellem halvdelen og to tredjedele af de danske kreaturer i dag slagtes.

Kapaciteten på de tilbageværende slagterier er nemlig større end antallet af slagtedyr - og der er klart en økonomisk fordel i at få fyldt slagtekæderne og kølerummene op. Både for at holde omkostningerne pr. kilo nede og for at være sikker på at kunne levere til kunderne på alle tider af året.

Betaler mere end DC

Også i Herlufmagle mærker Mogens Nielsen Kreaturslagteri A/S konkurrencen.

»Vi vil gerne have måske 50 dyr mere om ugen, ud over de 400 vi har i dag. Men det er ikke helt let at få flere«, siger ejer Carsten Nielsen.

»Vi betaler mere end Danish Crown og betaler med det samme. Man er heller ikke bundet af kontrakter«, forklarer han, men tilføjer, at kampen dog især samler sig om de større producenter af kreaturer og, at disse primært findes i det jyske.

Det lykkedes desværre ikke at få en kommentar fra Skare Beef, der ejer og driver Århus Slagtehus inden for redaktionens deadline. Her har antallet af slagtninger tidligere ligget på op mod de 1.400 ugentligt. De seneste fem år er omsætningen dog faldet markant.

Faktaboks

De største kreaturslagterier

  • Danish Crown Beef, ca. 4.500 dyr ugentligt. Vil gerne øge.
  • Himmerlandskød ca. 2.300. Vil gerne øge med to pct.
  • Århus Slagtehus, ejet af Skare Beef. Kapacitet på omkring 1.400 ifølge egen hjemmeside. Antal slagtninger er faldet, siden DLK stoppede i 2012. Har tidligere meldt, at de ønskede at øge antal slagtninger.
  • Mogens Nielsen Kreaturslagteri. Slagter 400 ugentligt. Vil gerne udvide med 50 i de kommende år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle