Smågrise i Tyskland har udsigt til større prisstigning

Nord-West-noteringen er i forårshumør og fortsætter prisstigningen.

Stille og roligt bevæger Nord-West-noteringen sig op i pris og nærmer sig så småt et niveau, hvor flere smågriseprodukter kan tjene penge på at sende grisene til eksport.

Den seneste stigning for noteringen lyder på 0,5 euro til 40 euro. Men der er udsigt til en større fremgang for Nord-West-noteringen i næste uge, idet VEZG-smågrisenoteringen, der er forskudt af Nord-West-noteringen, er steget en euro til 41 euro svarende til 343 kr. inkl. vægtregulering.

Det er udbuddet af grise, som har sat skub i den positive prisudvikling.

"Efterspørgslen på smågrisemarkedet er fortsat god, mens udbuddet er – typisk for denne årstid – forholdsvist lille. Det fører til stigende smågrisenoteringer i hele Europa. I onsdags kom den afgørende impuls fra det tyske slagtesvinemarked, hvor den tyske omsætterorganisation VEZG ikke ændrede den tyske slagtesvinenotering. Ved hjælp af huspriser havde de store tyske slagterier de seneste uger forsøgt at øge prispresset på det tyske slagtesvinemarked. Men denne gang gav omsætterorganisationen ikke efter. Udbuddet af slagteklare grise er simpelthen for lille i forhold til slagteriernes høje efterspørgsel", skriver Danske Svineproducenter i en markedskommentar.

I slutningen af sidste uge blev det ifølge producentforeningen klart, at de store tyske slagterier ikke holder fast i huspriser, men accepterer den officielle slagtesvinenotering.

"Det giver grobund for at fantasere om en yderligere prisstigning på det tyske slagtesvinemarked, hvor man nu håber, at det var startskuddet til det sæsonmæssige prisopsving. Som resultat heraf stiger næsten alle europæiske smågrisenoteringer delvist markant", anfører Danske Svineproducenter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle