Socialdemokraterne foreslår stor jordreform i Danmark

Socialdemokraterne foreslår at lave en stor jordreform - den største i 200 år - for at komme videre med miljømålene. Det skriver Jyllands-Posten.

"Flere afvandingskanaler og dybere grøfter kan være løsningen nogle steder, men det er langtfra nok. Man har i årevis talt om en stor jordfordelingsreform i skåltaler ved festlige lejligheder, men der er ikke sket nok. Nu bør vi gå i gang. Vi skal koble landmændenes interesse i at få jordlodder tættere på deres bedrifter med behovet for at få inddraget nogle af ådalene og de lavereliggende områder til vådområder og enge, hvor vandet kan få lov til at blive liggende", siger Christian Rabjerg Madsen, miljøordfører for Socialdemokratiet, til avisen.

Landbrug & Fødevarer har beregnet, at en stor jordreform, der skal sikre en bedre arrondering af jorden om bedrifterne, vil omfatte 300.000 hektar.

I forvejen yder staten i dag støtte til jordfordeling i forbindelse med vådområdeprojekter. Støtten kan bruges til at betale konsulenttimer, køb af jord og lignende.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ser ligesom Konservative forslaget som principielt fornuftigt med masser af potentiale, men ønsker at se forslag til finansiering af jordreformen.

"Hvis der ingen penge er, er der heller intet projekt", siger ministeren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle