Sol og sundhed er til evig debat

Videnskaben gør fremskridt. Med min fortid i sundhedssektoren følger jeg lidt med i de nye teorier og forebyggelser, der p.t. er god latin på bjerget. Medierne er jo på dupperne. I år har vi ikke hørt så meget om solcremens velsignelser, derimod har D-vitaminet været på tapetet. Man har fundet frem til, at vores organisme er lidt træg til at optage dette vigtige vitamin fra fede fisk. Fiskeolie har ellers været den store åbenbaring i nogle år, men nej, sol lyset er den vigtigste kilde, for øjeblikket. Så nu går cremeforbruget nok ned, og vi slipper for det fedtede stads.

Som lille tøs var jeg et skravl, snotnæset og hostende, og mit hjem, en lille landsbyskole, fik tilført al den smitte, som florerede i besættelsestidens tørvefyrede hjem. Da jeg fik pletter på lungerne, var både doktoren og forældrene betænkelige, Naboens datter og hendes kæreste døde af tuberkulosen med mange andre i de år. På de fyldte sanatorier havde man ikke mange midler mod sygdommen ud over god mad og sol. Den skinnede jo også derhjemme, i min erindring mere dengang end nu. Jeg husker timerne, hvor jeg skulle ligge splitternøgen på det solvarme trægulv i døren til vores havehus. Det var kedeligt, men jeg kom mig.

Som sygeplejeelev oplevede jeg at passe TB-patienter, der blev raske på grund af ny medicin. Men helt udryddet er sygdommen ikke.

Nu tænker jeg: »Har jeg haft gavn af al den sol resten af livet?« Mit helbred har sjældent gjort knuder, skønt jeg har drevet rovdrift på det i perioder.

Naturisttidsskriftet ”Sol og sundhed” var med i postens taske til hjemmet i nogle år. Nudismen blev dyrket i nogenlunde ærbarhed bag den høje tjørnehæk, og bladet gemt i en afkrog af loftet, men vi unger studerede de spændende billeder i smug.

Synet på nøgenhed bølger op og ned. I 70’erne smed pigerne mere end BH-en, og Thøger Larsens vers om ”nøgne piger ved hver en strand” kom endog i Højskolesangbogen. Nu svinger pendulet igen mod det mere blaserte med separate baderum og lignende.

Lige nu beder vi om megen sol og vind, for høsten er over os med spænding, fryd, skuffelser og slid. Jeg kravler ikke mere på traktoren, men hente og bringe kan jeg da og lave en kaffekurv til det arbejdende folk. Der er stadig stemning over sceneriet, når vi sidder der i halmstrengen og pakker op for herlighederne, mens maskinen brummer utålmodigt bag os. Vi holder øje med optrækkende skyer og repeterer måske et af de gamle mundheld ang. morgendagens vejr, mens kaffen og hindbærsaften skyller støvet af halsene. Nogle år har jeg såmænd ønsket mig bare en lille byge, så gutterne kunne få hvilet ud, men det siger man ikke højt. I alt fald - pauserne er vigtige, både i foredrag, musikken og arbejdslivet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle