Solrig start på ugen afløses af gråvejr og byger

Solen får frit spil store dele af mandag og tirsdag, men fra onsdag bliver det mere lunt, gråt og vådt.

Det starter koldt og klart, men slutter lunt, gråt og vådt.

Sådan lyder opsummeringen af ugens vejr fra Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

"Det vil stadig være temmelig koldt mandag morgen, hvor der nogle steder kan være ti graders frost. Samtidig bliver det en flot og klart start på dagen med masser af sol til hele landet", siger hun tidligt mandag morgen.

I løbet af mandag vil der trække flere skyer ind over landet fra den vestlige del af Jylland.

Sammen med lunere temperaturer kan det medføre småregn i eftermiddagstimerne flere steder i landet.

Ud på aftenen driver et lavtryk ned mod landet fra Sydnorge. Det kan bringe slud og snebyger med sig til Sjælland og Bornholm.

"På bagsiden af den front vil det igen klare op, og det betyder, at når man står op tirsdag, så bliver det igen til masser af sol i hele landet", siger Anja Bodholdt.

Temperaturerne vil ligge lige under frysepunktet natten til tirsdag.

Når tirsdag er overstået, vil kviksølvet i termometeret tage et lille hop til mellem to og syv graders varme. Varmest bliver det i Jylland.

"Med de stigende temperaturer får vi også flere skyer, og det bliver generelt en grå onsdag, og der vil også komme noget regn indimellem", siger Anja Bodholdt.

Hun tilføjer, at resten af ugen - ligesom onsdag - vil blive ustadig med masser af skyer og sporadiske regnbyger.

"Onsdag, torsdag og fredag ligner hinanden. Det er vel typisk dansk martsvejr med udbredt nattefrost, der bliver afløst af pludselig lunere temperaturer", siger Anja Bodholdt.

Vinden vil hele ugen ligge mellem let og frisk fra skiftende retninger.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle