Stadig liv i Kina: 99 nye opkøbere på pelsauktion

Rekordmange nye kinesiske kunder har meldt deres ankomst til Kopenhagen Furs april-auktion.

Eftersynet i Kopenhagen Furs auktionshus i Glostrup er startet, og rekordmange nye kinesiske kunder har meldt deres ankomst.

”Vi får besøg af 99 nye kunder fra Kina, hvilket er en rekord. Vi har aldrig tidligere oplevet at få besøg af så mange nye kunder på én gang,” siger Brian Ruddy Tufvesson, kundechef i Kopenhagen Fur

I alt venter Kopenhagen Fur at modtage 600 kunder under april-auktionen. Heraf kommer cirka 300 fra Kina eller Hongkong.

”Det, at halvdelen af vores kundegruppe kommer fra Kina eller Hongkong, viser, hvor vigtig og kompetent vores indsats har været i Asien,” fortsætter Brian Ruddy Tufvesson.

Torben Nielsen, adm. direktør i Kopenhagen Fur, tilføjer, at meldingen om de mange nye kunder vidner om en god interesse fra det kinesiske marked.

”Vores kontor i Kina har haft stor succes med at etablere kontakt til nye kunder og det, at vi kan tage imod 99 nye kunder, viser, at markedet i Kina langt fra er dødt,” siger han.

Auktionen starter i overmorgen torsdag eftermiddag.

ebo

Emneord

pelsdyravl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle