Stop madspild

Af Anna Grete Søberg, Hørslev Bole

Med nogen undren har jeg fulgt de mange nye tiltag i forsøget på at forhindre madspild i vort samfund. Det er da en tiltalende bølge, der har grebet medierne, men min undren går på, at sligt skulle være nødvendigt. For gamle bondekoner som mig er de mange råd og tiltag i den gode sags tjeneste selvfølgeligheder, i alt fald hvis vi er gamle nok til at huske besættelsestidens rationering og anden smalhals. Vi blev næsten vaccineret mod at lade noget som helst, det være sig spiseligt eller tekstil, gå til spilde. Mine børn blev vel smittet af den holdning, de kom ud af trit med ”brug og smid væk-mentaliteten”.

Jeg husker ikke, hvornår mærkningen med ”sidste salgsdag” blev indført. Den ordning legaliserede på en måde madspild i manges øjne.

I dag har jeg stået på hovedet i min fryser i en grundig og tiltrængt afrimnings – og oprydningsproces, og det arbejde fik mig til at overveje mine egne vaner med at gemme væk. Vi er jo ikke mere så mange om bordet, måske skulle man lægge stilen lidt om. Flere af mine jævnaldrende får nu mad udefra og påstår, de nyder det.

Meget af mit liv er gået med at sætte mad på bordet og servicere i det hele taget. Det blev vi jo oplært i, - det var faktisk bestemmelsen med vores plads i livet. Fra 13-14 års alderen lærte man at indordne sig, tog det sure med det søde, blev vel også hærdet undervejs, og lærte mennesker at kende fra både ret-og vrangsiden.

Uanset hvilken uddannelse man siden fik, var man altid husmoderen, som fik familien til at fungere og resurcerne til at række.

Forleden stod jeg på Skanderborg banegård og ventede på, at toget sydfra skulle bringe mig min ven på besøg. Pludselig stod der en mand foran mig, - han havde et skilt i en snor om halsen, hvorpå der stod: ”Jeg er flygtning fra Moldavien med små børn, giv mig lidt til mad!” Det kom helt bag på mig, en tigger, måske i hovedstaden, men her hos os? Mange tanker gik gennem bevidstheden, var han ”sig selv” eller udsendt af bagmænd? Hvor ligger Moldavien helt præcis? Lille Danmark kan jo ikke føde hele verden osv. Men så tænkte jeg på min fyldte fryser derhjemme og slap et par skillinger.

Men jo, - det er fint med Stop madspild-bølgen. En lille oplevelse havde jeg en aften, hvor min ven havde inviteret på ål på en kro. Når man spiser ål, skal rygbenene jo gerne nå tallerkenen rundt efter måltidet, - sådan sagde man i gamle dage, men vi blev mætte forinden. Den søde servitrice spurgte da, om vi ikke ville have resten af fisken med hjem? Hun kom med en fin lille pose som den selvfølgeligste ting, og næste dags frokost blev forskønnet for os.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle