Stop tilbageløb til bankerne

Over 100 familielandbrugere var samlet på Agerskov Kro til Sønderjysk Familielandbrugs generalforsamling mandag 13. marts. Her gik formand Antoni Stenger bl.a. hårdt til bankerne.

»Der sker en økonomisk dræning af landbruget, som bankerne lever højt på,« sagde Antoni Stenger, mens han undrede sig over, at direktøren for Realkreditrådet har meddelt, at realkreditinstitutterne ikke haft tab på udlån. »Bidragssatserne bliver ved med at stige uden grund. Det er fuldstændig grotesk,« slog formanden fast. Han pointerede, at realkreditsektoren bliver ved med at presse citronen, selv om alle ved, at man ikke kan klippe håret af en skaldet. »Jeg kan ikke forstå, at politikerne kan blive ved med at se på den slags grådighed. Det leder tankerne hen på stavnsbåndet. Danske landbrug går konkurs, mens bankerne varmer sig i tilbageløbet fra realkreditten. Det er forkasteligt, og det skal stoppes,« sagde formanden.

Og dem, som skal gå fra gård og hjem, opfordrede han til at gå fra gården med oprejst pande. »I har gjort en kæmpe indsats til gavn for det danske samfund, lokale arbejdspladser og livet i landdistrikterne,« sagde Antoni Stenger. Der var god liv i debatten til Sønderjysk Familielandbrugs generalforsamling. Vand og vandløb fyldte rigtig meget i debatten, - det er noget, som kan få de sønderjyske landmænd op af traktorsæderne. Fire familielandbrugere blev hædret med legater. I alt blev der uddelt 120.000 kr. til syddanske familielandbrugere.

Sønderjysk Familielandbrugs bestyrelse: Antoni Stenger, Niels Iwang, Henry Aagaard, Christian Jensen, Preben Hansen og Bent Moshage.

Faktaboks

  • Sønderjysk Familielandbrug har 406 medlemmer og landbrugscenter i Løgumkloster. 2. oktober 2017 afholder Familielandbruget region Syd og LRS etableringskonference på Bygholm Landbrugsskole. Man håber her at få en afklaring på, om pantebrevsmodellen kan blive en fremtidig finansieringsmulighed for de unge.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle