Stort selskab med fire minkfarme konkurs

To store minkavlere er gået konkurs med deres fælles selskaber og besætninger på i alt 57.000 mink.

To af de større nordjyske minkfarmere er gået konkurs. Det drejer sig om avlerne Michael Secher og Max Ø. Vinther, der er gået konkurs med deres to fælles selskaber Secher & Winther I/S og Vilstedvej 190 I/S.

I selskabet Secher & Winther I/S har de to avlere i alt 39.300 mink på tre ejendomme ved Nibe.

Under selskabet Vilstedvej 190 I/S er der yderligere 18.000 dyr på en ejendom ved Løgstør, der også er omfattet af konkursen.

Dermed tæller konkursboet i alt fire ejendomme med fire besætninger på i alt 57.000 mink samt et pelseri. 

Også begge avlere er gået personligt konkurs, da de hæfter for gælden i selskaberne.

Ejerne har ikke ønsket at kommentere konkursen, og det er dermed ikke klart, hvad der ligger til grund for konkursen. Minkbranchen generelt har dog været presset af faldende priser.

Michael Secher og Max Ø. Vinther er erfarne avlere, der etablerede deres I/S selskaber i 2006. 

Ejendommene og de tilhørende besætninger er under konkursbehandling hos kurator efter en begæring om konkurs den 25. august.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle